Uddannelsesstøtte på Åland

På denne side finder du information om de forskellige former for ålandsk uddannelsesstøtte, såsom stipendium, voksenstipendium, studielån og boligstøtte. Du finder også information om uddannelsesstøttens maksimale varighed, hindrende ydelser, ret til ålandsk uddannelsesstøtte samt ansøgning.

Uddannelsesstøtte er en fællesbetegnelse for forskellige økonomiske støtteformer, som skal sikre forsørgelsen under studietiden. Personer, som bor permanent på Åland, har ret til ålandsk uddannelsesstøtte, mens studerende, som er flyttet til Åland fra et andet nordisk land, almindeligvis får uddannelsesstøtte fra hjemlandet.

På Åland har Ålands arbetsmarknads- och studieservicemyndighet (AMS) ansvaret for uddannelsesstøtten. Du finder yderligere information om uddannelsesstøtte på Åland på AMS' netsted.

Uddannelsesstøtteformer

Du kan søge om flere forskellige former for uddannelsesstøtte, og den mest almindelige form er stipendium. Du kan læse mere i menupunkterne herunder, eller du kan besøge AMS' side om uddannelsesstøtteformer.

Stipendium

Stipendium er den mest almindelige form for uddannelsesstøtte og kan bevilges til studier, som opfylder kravene til uddannelsesstøtte efter afsluttet grundskole. Stipendiets størrelse afhænger blandt andet af alder, boligsituation, studietempo, uddannelse og eventuelle indtægter. 

Studierne skal vare mindst otte sammenhængende uger og have et tilstrækkeligt omfang i forhold til studiepoint eller undervisningstimer. Der er også præstationskrav, som skal opfyldes, for at der fortsat kan bevilges stipendium.

Hvis den studerende er 17 år, kan man søge om et tillæg til stipendiet, som baseres på forældres/værgers indtægter. Stipendium og tillæg kan bevigles fra og med måneden efter det fyldte 17. år.

Du kan læse mere om stipendium og stipendiets størrelse samt om tillæg til 17-årige på AMS' netsted.

Voksenstipendium

Voksenstipendium er et alternativ til det almindelige stipendium for personer, som er fyldt 30 år. Støtten kan bevilges til fuldtids- eller deltidsstudier og udbetales som regel i højst 27 måneder. Beløbet baseres på tidligere skattepligtige indtægter og beregnes på baggrund af de seneste seks eller tolv måneders indtægter før studierne. Der er en indtægtsgrænse i perioden, hvor man får voksestipendium, og man skal desuden opfylde præstationskravene for at kunne modtage støtte. 

Du kan læse mere om voksenstipendiet og få et overslag over det aktuelle beløb på AMS' netsted om voksenstipendium.

Boligstøtte

Personer, som har ret til stipendium eller voksenstupendium, kan også have ret til boligstøtte. Boligstøtten er ikke en skattepligtig indtægt og dækker 80 procent af boligudgifterne, dog højst 269 euro om måneden. 

Boligstøtten bevilges for de dage, hvor man studerer, og det er en forudsætning, at uddannelsen opfylder kravene for uddannelsesstøtte, som blandt andet er, at studierne varer mindst otte sammenhængende uger og har et tilstrækkeligt omfang.

For at få boligstøtte skal man indsende information om boligen sammen med en ansøgning. Der bevilges ikke boligstøtte til egen ejerbolig eller andelsbolig uden for Åland og Finland. Du kan læse mere på AMS' side om boligstøtte eller på siden Boligstøtte på Åland.

Forsørgertillæg

Forsørgertillægget er en del af uddannelsesstøtten og kan søges af personer, som får stipendium eller voksenstipendium og har forældremyndighed over et barn under 18 år. Der bevilges uddannelsesstøtte for de dage, hvor man studerer i en uddannelsesstøttemåned. Hvis studierne kun foregår en del af måneden, bevilges der kun støtte for studiedagene under forudsætning af, at hele uddannelsen har et tilstrækkeligt omfang. Du kan læse mere om forsørgertillægget og de aktuelle satser på AMS' netsted.

Studielån

Studielån er ikke støtte, men et banklån som skal betales tilbage. For at få studielån skal man først indsende en ansøgning om statsgaranti fra AMS. Ålands landskapsregering garanterer dermed for lånet, og der skal almindeligvis ikke stilles andre former for sikkerhed. Når man har søgt om statsgaranti, optages lånet i en godkendt bank. Tilbagebetaling og renter foregår herefter efter aftale med banken. 

Du kan læse mere om studielånets størrelse, indtægtsgrænser, tillægslån, renter og rentestøtte samt tilbagebetaling på AMS' side om studielån.

Uddannelsesstøttens maksimale varighed

Ålandsk uddannelsesstøtte til videregående uddannelser på professionshøjskoler og universiteter kan normalt bevilges i højst 55 måneder. I visse tilfælde kan man afhængigt af situationen søge om forlænget uddannelsesstøtte. Voksenstipendium kan bevilges i højst 27 måneder.

For andre uddannelser som gymnasie-, folkehøjskole- og NTI-studier kan der bevilges uddannelsesstøtte i højst 36 måneder fra og med den måned, hvor den studerende er fyldt 20 år. Der beregnes ikke uddannelsesstøttemåneder for sådanne studier, før man er fyldt 20 år. Du kan læse mere om det maskimale antal støttemåneder på AMS' netsted.

Ret til uddannelsesstøtte

Personer, som bor permanent på Åland, har ret til uddannelsesstøtte fra AMS. Tilflyttede studerende fra et andet nordisk land får som regel uddannelsesstøtte fra hjemlandet. For at have ret til ålandsk uddannelsesstøtte som tilflytter fra et nordisk land eller et land inden for EU/EØS kræves der som regel, at man har været bosat på Åland i mindst seks måneder i løbet af de seneste tolv måneder før studiestarten. Der skal have have været andre årsager til flytningen end studier. EU-statsborgere skal desuden have en gyldig EU-registrering.

Personer, som er flyttet til Åland fra lande uden for Norden eller EU/EØS, skal have en kontinuerlig eller permanent opholdstilladelse eller en EU-opholdstilladelse for at kunne få uddannelsesstøtte fra AMS. Du kan læse mere på AMS' side om ret til ålandsk uddannelsesstøtte.

Hindrende ydelser

Visse ydelser anses for at være hindrende ydelser, og de kan derfor ikke udbetales samtidigt med uddannelsesstøtte. Det gælder blandt andet sygedagpenge, ledighedsydelser og rehabiliteringsstøtte. Børnepenge og handicapydelser påvirker derimod ikke retten til uddannelsesstøtte. Du kan læse om de mest almindelige hindrende ydelser og finde andre vigtige informationer på AMS' netsted.

Søg om uddannelsesstøtte

Man kan søge om uddannelsesstøtte via AMS' digitale selvbetjening og den digitale studieserviceportal Stuart eller på en fysisk blanket, når studiepladsen er blevet bekræftet. Man logger på de digitale selvbetjeninger med elektronisk legitimation, og forældre/værger kan også søge om uddannelsesstøtte til mindreårige børn, som ikke har elektronisk legitimation.

Yderligere information

På Info Nordens sider finder du information om uddannelsesstøtte i de andre nordiske lande samt kontaktoplysninger til de myndigheder, som kan svare på spørgsmål.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.