Videregående uddannelse på Åland

På denne side finder du information om videregående uddannelse ved Högskolan på Åland. Du finder også information om ansøgning, udveksling og praktik, bedømmelse, anerkendelse af studier samt fritstående kurser ved Öppna högskolan.

Åland har egen lovgivningskompetence inden for uddannelse og undervisning, hvor professionsuddannelser med en gymnasieuddannelse som grundlag udbydes på Högskolan på Åland. På en professionshøjskole planlægges studierne ud fra erhvervslivets behov, og uddannelserne er oftest praktisk orienterede. 

Studier, som medfører en eksamen ved en professionshøjskole, er gratis for statsborgere i de nordiske lande, EU-/EØS-landene og Schweiz. Statsborgere i andre lande kan blive nødt til at betale en semesterafgift.

Högskolan på Åland

Högskolan på Åland er Ålands eneste uddannelsesinstitution for videregående uddannelse og tilbyder bachelor- og masteruddannelser på svensk og engelsk inden for blandet teknik, søfart, sundhed, økonomi og turisme. Uddannelserne kombinerer teori og praksis, og en eksamen er ligestillet med eksamener fra tilsvarende professionshøjskoler i Finland.

Du kan læse mere om Högskolan på Åland og deres uddannelser på deres netsted eller via menupunkterne herunder.

Bacheloruddannelser

Högskolan på Åland tilbyder ti uddannelsesprogrammer på bachelorniveau, som kombinerer teoretiske og praktiske studier. Uddannelserne varer mellem 3,5 og 4,5 år og giver mellem 210 og 270 ECTS.

  • Energi, design og automation
  • Virksomhedsøkonomi
  • Virksomhedsøkonomi (fjernstudium)
  • Turisme og ledelse
  • IT-ingeniør
  • Systemudvikler
  • Marineteknik
  • Sygeplejerske
  • Sygeplejerske (fjernstudium)
  • Søkaptajn

Du kan læse mere om indholdet af de forskellige uddannelsesprogrammer på Högskolan på Ålands netsted.

Masteruddannelse

Högskolan på Åland tilbyder masterprogrammet Energy Automation Sustainable Engineering, som er en overbygningsuddannelse i teknik med fokus på energiautomatisering og bæredygtighed. Uddannelsen er etårig (60 ECTS), og uddannelsessproget er engelsk. Du kan læse mere om indhold og ansøgning på programmets eget netsted.

Ansøgning til videregående uddannelser

Ansøgninger til uddannelsesprogrammer ved Högskolan på Åland indsendes om foråret. For at blive optaget skal man opfylde de generelle optagelseskrav, hvilket betyder, at ansøgeren enten har en af følgende:

  • en gymnasial uddannelse af mindst tre års varighed
  • en erhvervsuddannelse (120 ECTS)
  • en tilsvarende uddannelse.

Nogle uddannelser har desuden særlige optagelseskrav. Högskolan på Åland kan også optage ansøgere, som ikke opfylder kravene, men som efter en vurdering anses for at have tilstrækkelige kundskaber og færdigheder i forhold til videregående uddannelse.

Optagelse på Högskolan på Åland adskiller sig fra optagelsessystemet i eksempelvis Sverige og Finland. Der er ingen pointgrænse for ansøgere, men ansøgere med flest point, som har de fornødne kompetencer, bliver optaget.  Det afgøres årligt, hvor mange studerende der optages på uddannelserne. Du kan læse mere om blandt andet pointberegning, optagelseskrav på de enkelte uddannelser, optagelsesprøve og sprogkundskaber på siden om ansøgning. 

Den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse giver alle, som bor i Norden, mulighed for at søge om optagelse på en almen videregående uddannelse i et andet nordisk land på samme eller tilsvarende vilkår som landets egne borgere. Du kan læse mere på siden Overenskomst mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om adgang til videregående uddannelse

Udveksling og praktik

Högskolan på Åland samarbejder med videregående uddannelser i Norden og Europa og deltager i udvekslingsprogrammerne Erasmus+ og Nordplus. Studerende har mulighed for at gennemføre dele af deres studier eller praktik i udlandet som udvekslingsstuderende. Du finder yderligere information om studier og praktik i udlandet på högskolans side om studier og praktik i udlandet.

Det er en forudsætning for udvekslingsophold på Åland, at din egen uddannelsesinstitution tilbyder udveksling med Högskolan på Åland. 

Karakterer på videregående uddannelser

De ålandske bedømmelsesskalaer er forskellige, afhængigt af om studierne er på grundskoleniveau, gymnasieniveau eller professionshøjskoleniveau. På siden Bedømmelsesskalaer på Åland finder du information om Högskolan på Ålands karakterskala og om omregning af karakterer ved studier på Åland.

Anerkendelse af eksamen

Som regel er det den modtagende part, som vurderer den udenlandske eksamens niveau og uddannelsens omfang. Högskolan på Åland beslutter dermed selv, hvorvidt en studerende kan overføre sine studier i udlandet til sin uddannelse. Den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse og Reykjavikdeklarationen om gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for videregående uddannelse skal derimod garantere, at videregående uddannelse fra et nordisk land som udgangspunkt skal anerkendes i de andre nordiske lande.

Information om anerkendelse af erhvervskvalifikationer og ret til at udøve en profession findes på siden Autorisation og anerkendelse af udenlandske kvalifikationer på Åland.

Enkeltstående kurser ved Öppna högskolan

Öppna högskolan tilbyder universitets- og högskolekurser, videreuddannelse og åbne forelæsninger. Optagelsen sker efter først til mølle-princippet, og alle har ret til at deltage i kurserne uafhængigt af tidligere studier og erhvervserfaring. Nogle kurser har krav om forkundskaber og forskellige kursusafgifter, hvilket fremgår af de enkelte kursusbeskrivelser.

Du kan følge kurser og optjene ECTS-point uden at være optaget på et uddannelsesprogram. Dine point kan registreres ved den högskola, hvor du studerer, eller du kan bruge dem senere, hvis du skal læse videre. Du finder det aktuelle kursusudbud samt yderligere information på Öppna högskolans netsted.

Yderligere information

På Info Nordens sider finder du information om videregående uddannelse i de andre nordiske lande samt kontaktoplysninger til de myndigheder, som kan svare på spørgsmål.

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.