Britt Bohlin forlader Nordisk Råd

18.09.20 | Nyhed
Britt Bohlin
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
Nordisk Råds direktør, Britt Bohlin, fratræder sin stilling den 31. januar 2021. Det er knap et år tidligere end planlagt. Bohlin indledte sin periode ved Nordisk Råds sekretariat i København i januar 2014.

– Årsagerne er udelukkende personlige, siger Britt Bohlin. Jeg fylder 65 år i februar, og det er den almindelige pensionsalder i Sverige. Pandemisituationen har betydet, at min mand, som er i risikogruppen, har opholdt sig i vores hjem i Sverige, mens jeg på grund af jobbet delvist har måttet opholde mig i København. Jeg ønsker at bruge mere af min tid sammen med familien, end jeg kan i øjeblikket. Det er ganske enkelt ikke sjovt, som det er nu, konstaterer Britt Bohlin.

Min indtil coronaen kom, var det både interessant og spændende.

– Det har været en dramatisk periode for samarbejdet, siger Bohlin.
Hun fremhæver flygtningestrømmene i 2015 som en begivenhed, der satte samarbejdet på prøve, og hun nævner også Nordisk Råds session i Reykjavik det pågældende år.

– Det virkede som om, at regeringerne kun havde talt med hinanden om den svære situation via medier, men pludselig stod de dér i det samme rum. Nordisk Råd tilbød dem en arena, hvor de helt konkret kunne mødes og tale sammen. Og så udviklede dialogen sig mere og mere, siger Britt Bohlin. Nordisk Råd spillede virkelig en vigtig rolle i den situation og handlede på det helt rigtige tidspunkt.

Mere effektivt og aktuelt samarbejde

Bohlin fremhæver også det reformarbejde, som er blevet gennemført i hendes periode.

– Før jeg tiltrådte, deltog jeg i rådets session i Oslo i efteråret 2013. Jeg sad og fulgte med og syntes, at meget virkede spændende og godt, men der var også en del, der var kedeligt og langtrukkent. Og jeg tænkte, at hvis jeg synes det, er det nok mange andre, der har det på samme måde, siger hun og griner.

Den indsigt førte til en reform af Nordisk Råds arbejde, som blandt andet indebar en reduktion af antallet af udvalg for at effektivisere arbejdet og en ændring af forretningsordenen, som har betydet, at alle nye medlemsforslag skal debatteres første gang på en session.

– Det forkorter behandlingstiden, og det betyder, at de sager, vi behandler, er mere aktuelle end tidligere. De sidder ikke fast i en langtrukken proces.

Jeg ønsker at bruge mere af min tid sammen med familien, end jeg kan i øjeblikket.

Britt Bohlin

COVID-19 påvirker samarbejdet

Lige nu er klimaet i samarbejdet ikke så godt, konstaterer Britt Bohlin.

– Coronaen har sat sine spor, og grænseområderne i regionen er blevet ramt hårdt. Det manglende samarbejde mellem landene har skabt problemer.
Samtidig vil hun dog også fremhæve en positiv effekt af coronaperioden.

– Vi har lært at udnytte de digitale løsninger, og vi har endda fået mødetolkningen til at fungere. Vi ønsker jo at skabe så lille et klimaaftryk som muligt, og derfor vil en del af Nordisk Råds møder være digitale, også efter pandemien.

– Men det politiske samarbejde kan ikke fungere optimalt på afstand. Det kræver samtaler, ansigt til ansigt. Man kan ikke opbygge gode relationer på afstand, men det er et hjælpemiddel til at opretholde dem, sammenfatter Bohlin.

Processen med at finde en efterfølger til Britt Bohlin indledes med det samme, og målet er, at den nye rådsdirektør skal tiltræde i begyndelsen af februar 2021.