Gensidig godkendelse af digitale kørekort i Norden

Udvalget har bedt transportministrene i alle de nordiske lande om at påbegynde arbejdet med at sikre gensidig godkendelse af hinandens digitale kørekort.
Formanden for Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden, Anders Eriksson, mener, at det er en lavthængende frugt for de nordiske transportministre, som vil skabe nordisk nytte for borgerne i deres hverdag.
– Den digitale tidsalder er ikke noget, der venter forude. Vi befinder os midt i den. Dette forslag er dermed helt i tråd med tiden. Det siges, at Norden er foregangsregion inden for digitalisering, men det er en position, der kræver, at man hele tiden udvikler sig. Vores forslag skal ses som et led i denne proces. Vi skal helt enkelt ”walk the talk”, siger Eriksson.
På sigt ønsker udvalget, at man også undersøger muligheden for at indføre et fælles digitalt kørekort. I så fald ønsker de, at også de baltiske lande bliver inkluderet i ordningen.