Norden i russiske medier – og vice versa
- Journalistikken i nordiske medier var ikke ideologisk vinklet, og det redaktionelle indhold var ikke domineret af koldkrigstænkning, men dækningen har alligevel klare mangler, siger lederen af det toårige projekt, lektor Lars Kabel, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Rapporten viser, at der i de nordiske medier var fokus på Kreml, magt, politik og optrappede modsætninger. Lars Kabel understreger, at det samtidig er et vilkår for nyhedsmedierne i Norden at referere den fjendtlige retorik, som ministre og andre politikere ofte anvender om Putin og relationerne til Rusland. Rusland blev i 2018 i hele Norden beskrevet som et fjendtligt land.
De centrale observationer og pointer fremgår af en ny undersøgelse Russia in Nordic News Media. Coverage of Nordic Countries in News Media of Russia. Undersøgelsen er finansieret af Nordisk Ministerråd.
Seks forskere/undersøgere fra Rusland, Danmark, Finland, Norge og Sverige kortlagde i 2018 i alt 1.832 web- og avisartikler og nyhedsindslag fra 42 af de store mediehuse og tv-stationer i de fem lande.
Forskel på dækningen i Moskva og Nordvestrusland
Også den russiske dækning af Norden er analyseret i rapporten. Der er stor forskel på dækningen i de landsdækkende medier i Moskva og dækningen i Nordvestrusland. Fra Moskva kom i 2018 den ’hårde’ udlandsdækning med vægten lagt på Norden som en del af et Europa i kaos og indimellem eksempler på amoralsk nordisk kultur som en kontrast til stærke russiske familieværdier.
I det Europavendte Nordvestrusland med metropolen Skt. Petersborg i centrum var det den ’bløde’ nyhedsdækning, der dominerede i de relativt få nyhedsmedier, der overhovedet interesserede sig for Danmark, Norge og Sverige. Nabolandet Finland fik langt større opmærksomhed.
Den nordvestrussiske mediedækning af Norden var afpolitiseret, der var et flow af ofte ’positive’ nyheder om, hvad der i 2018 foregik i Norden, lyder konklusionen. Når afstandene blev kortere, relationerne tættere, ændrede mediedækningen sig.
Kontakt:
John Frølich, NJC
Mobil: +45 20 950 945
Mail: jf2@dmjx.dk