Nordisk panel åbner WorldPrides demokratiuge i København

05.07.21 | Nyhed
bildcollage av åtta panelister
Photographer
norden.org
WorldPrides Human Rights Forum den 16. august i København indledes med en nordisk debat om unge LGBTI-personers livsvilkår. 100 personer kan få billet til at deltage live, men der er også mulighed for at se debatten via livestream på YouTube eller storskærm.

Human Rights Forum er et fast programpunkt på WorldPride og omfatter en demokratifestival med debatter og seminarer. Forummet løber af stablen den 17.-19. august i forbindelse med Copenhagen2021. 

Årets forum åbnes af det nordiske samarbejde og debatten “Nordic ministers gather forces for young LGBTI people’s wellbeing” den 16. august kl. 10.00-11.30 (CEST).

Fem ministre og en FN-udsending

Her deltager fem nordiske ministre med ansvar for ligestilling og LGBTI-rettigheder sammen med FN's ungdomsudsending, Jayathma Wickramanayake.

Moderator er Jani Toivola, som er skuespiller og forfatter.

Panelet består af:

  • Thomas Blomqvist, minister for ligestilling og nordisk samarbejde, Finland
  • Peter Hummelgaard, minister for ligestilling, Danmark
  • Katrín Jakobsdóttir, statsminister, Island (deltager i form af en videohilsen) 
  • Märta Stenevi, ligestillingsminister, Sverige
  • Abid Raja, kultur- og ligestillingsminister, Norge
  • Jayathma Wickramanayake, FN's ungdomsudsending

Ny rapport om unges trivsel

Samtidig lanceres den dugfriske rapport ”Hälsa, välmående och livsvillkor bland unga LGBTI-personer i Norden”, som præsenteres af forskeren Anna Siverskog. 


– Selvom de nordiske lande på mange måder er foregangslande, har vi stadig meget at gøre for at skabe et inkluderende samfund. Jeg glæder mig til at diskutere, hvordan vi inden for rammerne af det nordiske samarbejde kan fremme LGBTI-unges trivsel, siger Thomas Blomqvist, som i år leder arbejdet i Nordisk Ministerråd for Ligestilling og LGBTI. 

 

Siden 2019 har LGBTI-anliggender været et politisk samarbejdsområde i Norden, og i 2020 vedtog Nordisk Ministerråd verdens første regionale LGBTI-strategi.