Nye nordiske tiltag med One Health-perspektiv

21.11.24 | Nyhed
Fotograf
unsplash.com (collage)
Tre ministerråd er blevet enige om at støtte et stærkere samarbejde om antimikrobiel resistens (AMR) på tværs af de nordiske lande. Samarbejdet vil fokusere på den trussel mod mennesker og dyr, som AMR’s globale spredning udgør, ved hjælp af en integreret One Health-tilgang, hvor man anerkender sammenhængen mellem menneskers sundhed, dyrs sundhed og miljøet.

Antimikrobiel resistens (ofte kaldet AMR) er en af de største globale trusler mod mennesker og dyrs sundhed samt vores fødevareproduktion. AMR er et typisk eksempel på et ’One Health’-problem, hvor resistente mikroorganismer eller resistente gener overføres mellem mennesker, dyr og planter, ofte via miljøet omkring os. De nordiske ministerråd for Social- og Helsepolitik (MR-S), Miljø og Klima (MR-MK) og Fiskeri, Havbrug, Jordbrug, Levnedsmidler og Skovbrug (MR-FJLS) plæderer nu for et styrket nordisk samarbejde om antimikrobiel resistens

Vi er nødt til at styrke samarbejdet i Norden, så vi står bedre rustet til at håndtere den voksende trussel fra resistente bakterier mod mennesker og dyr. Det er nemmere, hvis vi arbejder sammen – på tværs af menneske-, dyre- og miljøsektorer og som ét fælles marked.

– Jakob Forssmed, social- og sundhedsminister, Sverige

Alvorlige konsekvenser for dyr og menneskers sundhed

Infektioner forårsaget af resistente mikroorganismer kan have alvorlige konsekvenser for både mennesker og dyrs sundhed og føre til langvarige sygdomsforløb og hospitalsindlæggelser, øget dødelighed og risiko for infektion i forbindelse med operation eller medicinsk behandling. AMR kan også forårsage produktionstab inden for fødevareproduktion, hvilket fører til et øget forbrug af naturlige ressourcer og højere priser, hvilket forringer fødevareproduktionens resiliens i de nordiske lande.

Antibiotikaresistens er en trussel mod vores moderne sundhedsvæsen, dyrenes sundhed og fødevareforsyningen, men også mod vores økonomi. Resistensen stiger hele tiden, men vi er nødt til at forsøge at sørge for, at vi har adgang til de antibiotika, der er nødvendige for at behandle syge mennesker og dyr, både nu og i fremtiden.

– Malin Grape, AMR-ambassadør, Sverige

Der er brug for en tværsektoriel tilgang på tværs af alle de nordiske lande for at opretholde en lav grad af AMR ved at fremme velovervejet og ansvarlig brug af antimikrobielle stoffer, sikre adgang til essentielle antimikrobielle stoffer og sundhedstjenester generelt samt øge bevidstheden i offentligheden og relevante faggrupper. 

Fødevareproduktionen i de nordiske lande viser, at ansvarlig brug af antibiotika ikke behøver at give økonomiske ulemper – sunde dyr vokser hurtigere og producerer mere. Det kræver dog viden, vilje og pres fra forbrugerne at opretholde bevidstheden om disse emner i de nordiske lande og skabe forandring i husdyrholdet på verdensplan.

– Peter Kullgren, minister for landområder, Sverige

De nordiske lande er blevet enige om at styrke det nordiske samarbejde ved at støtte hinanden til at iværksætte nødvendige tiltag samt dele best practices såsom at implementere nationale handlingsplaner, som inkorporerer "One Health"-perspektivet, eller tværsektorielle koordineringsmekanismer, som sikrer en mere effektiv koordinering af initiativer inden for mennesker og dyrs sundhed samt miljø. Derudover er der støtte til eventuelle fælles aktiviteter, heriblandt at etablere en nordisk model for indtægtsgaranti og styrke udviklingen af nye antimikrobielle stoffer. 

Se erklæringen i sin helhed via linket herunder.