Ny præsident i Nordisk Råd
Demokrati er et hovedtema i det svenske program for præsidentskabsåret, og det er også et særligt vigtigt område for Hans Wallmark.
– Vi skal kæmpe for demokratiet hver dag. Vi kan ikke tage demokratiet for givet, heller ikke her hos os, udbryder han med eftertryk.
– Der er mange gode demokratier i Norden, siger den nyvalgte præsident. Vi har haft systemet i lang tid, og vi forstår samspillet mellem demokratiet med politiske partier og respekten for minoriteter, behovet for en retsstat og mediefrihed. Alt dette er et grundlæggende fundament, som findes i de nordiske lande. Derfor har vi også et ansvar for at sprede denne tanke – både herhjemme og i resten af verden.
Vi skal kæmpe for demokratiet hver dag. Vi kan ikke tage demokratiet for givet, heller ikke her hos os.
Øget global konkurrence påvirker politikken i Norden.
Både Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd arbejder i et miljø, hvor den globale konkurrence hele tiden øges, konstaterer Hans Wallmark. Norden som førende 5G-region, satsning på forskning, udvikling og innovation. Alt dette er centralt for, at vi kan gøre os gældende internationalt.
– Vi skal løbe hurtigere end de andre lande. Vi kan ikke bare læne os tilbage og hvile på laurbærrene. Vi skal vinde nye sejre hver dag – i fællesskab, siger Hans Wallmark.
– Sammen har vi en betydelig økonomi, så vi skal tage vores plads, men vi skal også være klar over, at vi ikke får den gratis. Vi får den kun gennem hårdt, dagligt arbejde, konkluderer han.