Søren Würtz ny direktør for Nordens Institut i Grønland

22.11.22 | Nyhed
Søren Würtz ny direktör NAPA
Photographer
Arnajaraq Nielsen Lyberth
Søren Würtz fra Danmark bliver ny direktør for Nordens Institut i Grønland. Han har senest været chef for Kultur og Event i Kommuneqarfik Sermersooq, Grønland.

Würtz, som tiltræder den 1. januar 2023, har lang erfaring fra de kulturelle og kreative sektorer, både i Norden og internationalt. Han er en erfaren leder, som i mange år har arbejdet med udviklingsspørgsmål, strategier og samarbejde sammen med myndigheder, innovatører, virksomheder og kulturinstitutioner. 


 

Nordens Institut i Grønland (NAPA) er en kulturinstitution under Nordisk Ministerråd. Instituttets opgave er at støtte, formidle og stimulere nordisk og grønlandsk kultur med særligt fokus på børn og unge.

– Kreativiteten er det vigtigste råstof, Grønland og Norden har. NAPA skal være med til at bygge broer mellem kulturen og de kreative erhverv i Grønland med resten af Norden og Arktis.  
 

Søren Würtz har desuden et omfattende netværk inden for det nordiske samarbejde, som han også har en stor interesse for, via en lang række projekter og opgaver i de forskellige nordiske lande.  Senest har Würtz som enhedschef ved Kommuneqarfik Sermersooq udviklet kulturtilbuddet i kommunen, og han har også samarbejdet med NAPA om eksempelvis Nuuk Nordisk Kulturfestival. Würtz glæder sig til at begynde i sit nye job i Nuuk:

– Jeg har haft æren af at stå i spidsen for Kommuneqarfik Sermersooqs indsats på samme område de seneste to år, og jeg ser nu frem til at bruge mine erfaringer og mit netværk, når jeg nu skal stå i spidsen for NAPA. Grønland har meget at bidrage med til de andre nordiske lande, og potentialet for at forstærke de kulturelle broer i Norden og Arktis er enormt. Mine to fokusområder vil være kultur der skaber forandring for borgerne i Norden og Arktis samt vækst i de kreative erhverv. 

Jonas Wendel, konstitueret generalsekretær for Nordisk Ministerråd, ser frem til samarbejdet med den nye direktør:

– Vi glæder os til, at Søren Würtz tiltræder som ny direktør for Nordens Institut i Grønland. Han er en erfaren leder og strateg, som er godt forankret i kultursektoren og det nordiske samarbejde. Han er den rette person til at bidrage til at styrke Nordens Institut i Grønlands rolle for et bæredygtigt samarbejde i Grønland, Arktis og de øvrige nordiske lande i tråd med Nordisk Ministerråds Vision 2030, siger Wendel.
 

Søren Würtz, som har boet i Grønland i de seneste år, har en kontrakt på fire år med mulighed for fire års forlængelse. Han efterfølger Anne Mette Gangsøy, som fratrådte tidligere i år.