Den nordiske bagindgang til FN’s klimaforhandlinger

12.09.19 | Nyhed
Stage door for climate supporters
Fotograf
Unsplash
Bare rolig. I år behøver du ikke at flyve hele vejen til Madrid for at følge FN’s klimaforhandlinger. Kom til Stockholm, og træd ind ad vores virtuelle bagindgang til COP25 i Madrid. Den er åben fra den 2. til den 13. december.

Unge over hele verden klimastrejker og kræver omgående handling. De udfordrer regeringer og vil have adgang til beslutningsprocesserne.

Det er en udfordring, som det nordiske samarbejde tager imod.

Sæt kryds i kalenderen

Fra den 2. til den 13. december åbner vi en virtuel bagindgang fra Stockholm til FN’s klimaforhandlinger, COP25, i Madrid i Spanien.

Træd ind ad døren på Norrsken midt i Stockholm, og deltag i klimabegivenheden, hvor du kan følge og deltage i diskussionerne i Madrid, hvor verdens ledere mødes for at løse klimakrisen.

Lad os tage snakken!

Her får du et overblik over, hvad der kommer til at ske: De nordiske lande opstiller to fælles pavilloner – én i Madrid og én i Stockholm – og forbinder dem med højteknologisk kommunikationsudstyr. Målet er at skabe klimadiskussioner og videndeling på tværs af Atlanten.

  • Vi inviterer eksperter, ministre, verdensledere og sidst, men ikke mindst, offentligheden med fokus på de unge til at deltage i begivenhederne. Vi er afhængige af jeres engagement.  
  • Vi skal diskutere de største og mest udfordrende nordiske og globale klimaudfordringer.  
  • Vi skal fremhæve nordiske løsninger på globale samfundsudfordringer og deres fordele for andre lande.     
  • Vi skal stille nye spørgsmål og lede efter svar, der kan fungere som katalysator for miljøvenlige handlinger.

Demokratisering og ikke udskamning

Det handler ikke om ’flyskam’. Det nordiske samarbejde har en stærk tro på, at vi skal deltage i og støtte de internationale klimaforhandlinger. Uden dem kan vi ikke løse vores problemer. Vi er dog overbeviste om, at vi ved hjælp af kommunikationsteknologi kan reducere antallet af flyrejser og vores miljøaftryk, når vi deltager i globale events.

Det vigtigste aspekt af dette er dog at give folk, som normalt ikke har mulighed for at deltage i forhandlingerne, og som har svært ved at følge med i hele molevitten udefra, mulighed for at få indblik i, hvad der virkelig foregår, når verdens ledere samles for at blive enige om vejen frem.

Dette er vores vision

“Norden skal være den mest bæredygtige og integrerede region i verden” lyder den seneste vision for det nordiske samarbejde. Vi er fast besluttede på, at vi med udgangspunkt i overskriften “Nordic Climate Action”, skal benytte FN’s klimaforhandlinger til at vise, hvad det virkelig betyder.

Så sæt kryds i kalenderen, hvad enten du befinder dig i Madrid eller Stockholm, og deltag i det nordiske samarbejde om at skride til handling, reducere vores miljøpåvirkning og finde løsninger, der kan forhindre verden i at overophede.

Føler du dig inspireret?