Jobsøgning i Norge
I Norge er det almindeligt at finde ledige stillinger på jobsider som nav.no, i aviser og på virksomheders og organisationers netsteder. Det er også muligt at sende uopfordrede ansøgninger direkte til arbejdsgiverne eller blive rekrutteret via et vikar- eller rekrutteringsfirma.
Den offentlige arbejdsformidling i Norge ligger under Arbeids- og velferdsetaten (NAV). På deres netsted finder du en af Norges største jobportaler. Du kan søge specifikt på professioner, arbejdsgivere, geografisk område og jobtype (fuldtid, deltid, vikariat). Du kan også registrere dig som ledig, og du kan oprette din egen profil, hvor du kan gemme dine jobsøgninger, uploade dit cv og få besked, når der kommer jobannoncer, der er relevante for dig. Hvis du uploader dit CV, kan arbejdsgivere kontakte dig direkte.
Jobsøgning via den europæiske arbejdsformidling EURES
Du kan starte jobsøgningen i Norge via jobcentret i dit hjemland. EURES-rådgiverne i dit hjemland kan give dig yderligere vejledning. I Norge er EURES en integreret tjeneste i NAV.
Jobsøgning i Norge med dagpenge fra et andet nordisk land
Hvis du flytter til Norge fra et nordisk land eller et andet EU-/EØS-land, kan du få dagpenge fra a-kassen i dit hjemland i tre måneder, mens du søger job. Det er et krav, at du får dagpenge, og at du opfylder eventuelle andre vilkår, før du flytter.
Hvis du ikke finder job i Norge i løbet af tre måneder, skal du rejse tilbage til det land, hvor du er arbejdsløshedsforsikret for at beholde din dagpengeret.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.