Sundhedsydelser på Åland
Åland har egen lovgivningskompetence inden for social- og sundhedsområdet. Du skal være folkeregistreret i en ålandsk kommune for at have fuld adgang til offentlige sundhedsydelser på Åland. Ud over det offentlige sundhedsvæsen findes der også private behandlingssteder. For personer, som arbejder for en ålandsk arbejdsgiver, er det almindeligt, at bedriftssundhedstjenesten har ansvaret for dele af behandlingen og andre arbejdsrelaterede sundhedsydelser.
Offentlige sundhedsydelser
Ålands hälso- och sjukvård (ÅHS) har ansvaret for det offentlige sundhedsvæsen. De fleste tilbud ligger i Mariehamn. Der tilbydes blandt andet akutmodtagelse, mødre- og børnerådgivning, sundhedsydelser til studerende, hjemmesygepleje, specialiseret behandling og tandpleje. Du kan også få offentlig behandling på landet og i skærgården. Ud over sundhedscentralen i Finströms kommune findes der behandlingssteder i de fleste andre ålandske kommuner. Du finder yderligere information på ÅHS’ netsted.
Behandling ved midlertidigt ophold
Alle har ret til akut behandling i det offentlige sundhedsvæsen på Åland, uanset statsborgerskab og bopælsland. Du kan læse mere om de gældende regler vedrørende behandling for turister eller personer, som opholder sig midlertidigt på Åland, i menupunkterne herunder eller ÅHS' netsted.
Personer, som bor på det finske fastland, kan ikke vælge behandlingssted på Åland, og personer, som bor permanent på Åland, kan ikke vælge de ydelser, som findes inden for det offentlige sundhedsvæsen i Finland. Du kan læse mere om valg af behandling på netstedet Suomi.fi
Personer, som har en finsk hjemkommune, har ret til akut behandling og opfølgende behandling på Åland. Du skal altid kunne fremvise gyldig legitimation eller FPA-kort. Afgiften for behandling svarer til den normale patientafgift.
Ved planlagt behandling kræves der en betalingsforbindelse/attest fra dit eget velfærdsområde, hvoraf det fremgår, at udgifterne til behandling dækkes. Du skal have attesten, før behandlingen indledes, og derefter er det ÅHS, der afgør, om behandlingen kan tilbydes.
Personer, som er bosat i et andet nordisk land, har ret til akut behandling på Åland. Det er sundhedspersonalet på ÅHS, der vurderer behandlingsbehovet, og udgiften til behandlingen svarer til den almindelige patientafgift. Det er dog en forudsætning, at der fremvises gyldig legitimation og dokumentation for bopælsadressen. Hvis identiteten eller bopælsadressen ikke kan dokumenteres, kan der opkræves betaling for alle udgifter til behandlingen. Der kan i visse tilfælde ydes refusion af udgifterne fra sygesikringsmyndigheden i hjemlandet, hvis det vurderes, at behandlingen har været nødvendig.
Alle har ret til akut behandling i det offentlige sundhedsvæsen på Åland, uanset statsborgerskab og bopælsland. Udgifterne til behandlingen kan dog variere, afhængigt af hvilket land personen kommer fra og hvilke behandlingsrettigheder, der gælder. Du kan få yderligere information om ret til sundhedsydelser på ÅHS' netsted, hvis du besøger Åland fra et EU-/EØS-land, Storbritannien eller andre aftalelande.
Refusion af udgifter til medicin og udgiftsloft
Personer, som er bor permanent på Åland, kan få refusion fra FPA for udgifter til medicin, kliniske ernæringspræparater og basissalver, som er ordineret på recept til behandling af sygdom. FPA kan også bevilge refusion af udgifter til medicin, hvis du har ret til behandling i Finland i henhold til EU-lovgivning eller andre internationale aftaler.
Udgiftsloftet begrænser udgifterne til behandling i løbet af et kalenderår. Når grænsen er nået, skal der ikke betales flere udgifter, som er omfattet af loftet resten af året. Patienten har ansvaret for at beregne udgifterne, men ÅHS kan hjælpe patienten med dette.
På siden Medicin og refusion af udgifter til medicin på Åland kan du læse mere om medicin, refusion af udgifter til medicin og udgiftsloftet.
Sygesikringskort
Som bosat i Finland og på Åland har du ret til både et FPA-kort og EU-sygesikringskortet. Kortet dokumenterer, at du har ret til behandling og sygesikringsydelser i Finland, på Åland og i udlandet.
FPA-kortet viser, at du er omfattet af den finske sygeforsikring og har ret til de godtgørelser, som FPA udbetaler. Kortet bruges primært til direkte refusion på apoteker og hos private behandlere. På apoteker kan man også bruge ID-kort eller kørekort som legitimation. Personer, som flytter til Finland og Åland, kan søge om et FPA-kort, når de er omfattet af den finske sygesikring. Du kan læse mere på FPA's netsted om FPA-kort.
Kortet er ikke et ID-kort, og det giver ikke ret til offentlige sundhedsydelser. Retten til offentlige sundhedsydelser er i stedet baseret på, hvor man har sin hjemkommune.
EU-sygesikringskortet (EHIC) viser, at personen har ret til nødvendig behandling ved midlertidigt ophold i et andet EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien. Dermed har man ret til behandling på samme vilkår og til samme pris som borgerne i opholdslandet. I de nordiske lande er det som regel ikke nødvendigt at have kortet. Det er tilstrækkeligt at fremvise gyldig legitimation for at få nødvendig behandling. Behandlingen gives inden for det offentlige sundhedsvæsen eller hos et privat lægehus, som har indgået en aftale med sygesikringsmyndigheden i landet.
Kortet er gratis og kan søges hos FPA af personer, som er omfattet af den finske sygesikring, eller hvis behandlingsudgifter Finland har ansvaret for. Kortet er gyldigt i op til fem år og fornys automatisk, hvis Finland stadig har ansvaret for behandlingsudgifterne. Du kan læse mere på FPA's netsted.
Klager og kritik
Hvis du er utilfreds med behandlingen,, kan du henvende dig til Ålands ombudsmannamyndighet eller patientombudsmannen for støtte og vejledning. De kan blandt andet hjælpe med at formulere klager og kritik til Patientförsäkringscentralen. Klager og kritik kan også sendes direkte til ÅHS. Du kan læse mere på siden om patientens rettigheder.
ÅMHM er tilsynsmyndighed for sundhedsvæsenet, og de modtager også klager ved fejl, mangler eller andre misforhold. Du kan læse mere på ÅMHM's netsted.
Yderligere information
På Info Nordens sider finder du information om sundhedsydelser i de andre nordiske lande samt kontaktoplysninger til de myndigheder, som kan svare på spørgsmål.
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.