Nordisk Råd presser på for mere samarbejde inden for transport og samfundssikkerhed

25.09.20 | Nyhed
Lastbil i en tunnel
Photographer
norden.org/Ane Cecilie Blichfeldt
Et formelt nordisk ministerråd for transport og øget samarbejde inden for samfundssikkerhed. Det står højt på listen over krav, når Nordisk Råd forhandler om satsninger inden for det nordiske samarbejde det kommende år.

Nordisk Råds Præsidium holdt fredag et virtuelt møde for blandt andet at definere rådets prioriteringer for det nordiske samarbejde fremover. Målet er at få prioriteringerne med i Nordisk Ministerråds budget for 2021 samt handlingsplanerne for 2021-2024.

Lige nu sidder Nordisk Råd, som repræsenterer samarbejdet mellem de nordiske parlamenter, i forhandlinger med ministerrådet, som er samarbejdsorganisationen for de nordiske regeringer, om hvordan ressourcerne skal fordeles i de kommende år.

Transport er en central faktor i klimaarbejdet

Nordisk Råd fremhæver flere sager, som bør prioriteres, og blandt dem ligger et formelt ministerråd for transport højt på listen, ikke mindst med tanke på den nordiske vision om, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region 2030.

– Hvis det skal lykkes for os at reducere vores udslip og nå vores klimamål, er det enormt vigtigt, at vi kan samarbejde inden for sektorer, som er helt afgørende for den grønne omstilling. Transportsektoren er et af de vigtigste områder i det arbejde, og her har vi i øjeblikket ikke noget formelt nordiske ministerråd. Vi skal hæve ambitionerne for samarbejdet inden for transport, og derfor mener Nordisk Råd, at det er på høje tid at få et ministerråd, siger Nordisk Råds præsident, Silja Dögg Gunnarsdóttir.

I ministerrådets handlingsplaner for 2021-2024 nævnes der ikke noget transportministerråd.

Samfundssikkerhed fremhæves

Et andet område, som prioriteres højt af Nordisk Råd, er samfundssikkerhed. På sessionen 2019 vedtog Nordisk Råd enstemmigt en strategi for samarbejde om samfundssikkerhed, og nu ønsker rådets præsidium, at forslagene i strategien også inkluderes i handlingsplanerne for det kommende år.

– Det er jo også særligt vigtigt nu, hvor vi ser, hvilke konsekvenser COVID-19-pandemien har for det nordiske arbejdsmarked. Vi skal lære af pandemien og blive bedre til at samarbejde i krisetider. Vores strategi om samfundssikkerhed indeholder flere konkrete forslag om, hvordan samarbejdet kan blive bedre, men de forslag er ikke med i ministerrådets handlingsplaner, siger Silja Dögg Gunnarsdóttir.

Nordisk Ministerråds budget for 2021 og handlingsplanerne for 2021-2024 skal vedtages inden årets slutning. Både budgettet og handlingsplanerne skal godkendes af Nordisk Råd.