Nordisk topmøde om intensivering af kampen mod fødevaretab og madspild

13.04.23 | Nyhed
Nordic food waste summit 2023
Photographer
norden.org
Hvad er bedste praksis for at reducere fødevaretab og madspild? Hvordan kan vi fremskynde processen og give det nordiske samarbejde på dette område et løft? Den 26. april mødes nordiske ministre, eksperter og meningsdannere til Nordic Food Waste Summit for at sætte skub i indsatsen på dette område. Alle er velkomne til at deltage.

LIVE fra klokken 9.00 (CET) den 26. april 2023:

Mere end en tredjedel af al mad, der produceres på verdensplan, går tabt eller til spilde. I de nordiske lande går der cirka 3,6 millioner tons mad til spilde hver år. Fødevaretab og madspild er enorme bæredygtighedsudfordringer, som har en væsentlig indvirkning på vores klima og miljø. Der er et presserende behov for yderligere tiltag, hvis vi skal nå verdensmålet om, at madspild og fødevaretab skal være halveret i 2030. 


Den 26. april mødes mere end 180 deltagere fra de nordiske lande i Stockholm for at drøfte denne kritiske udfordring. 

Ministre fra Sverige og Danmark deltager på topmødet

Peter Kullgren, Sveriges Landsbygdsminister,og Jacob Jensen, Danmarks minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, deltager begge i de indledende sessioner på topmødet. 


De får selskab af højniveautalere og eksperter fra hele Norden, blandt andet: Selina Juul, grundlægger og bestyrelsesformand, Stop Spild Af Mad, Petter Haas Brubakk, generaldirektør for NHO Mat og Drikke, Annica Sohlström, generalsekretær for den svenske fødevarestyrelse (Livsmedelsverket), og Matt Homewood, madspildsaktivist, Throw No More. Se den fuldstændige liste med talere herunder. 

Kongelig deltagelse på topmødet

To nordiske prinsesser, H.K.H. Kronprinsesse Victoria af Sverige og H.K.H. Prinsesse Marie af Danmark, deltager på topmødet i Stockholm. Prinsesse Marie af Danmark åbner konferencen, og Kronprinsesse Victoria af Sverige deltager på konferencen om eftermiddagen.
 

Topmødet afholdes på et vigtigt tidspunkt

Vi befinder os i en tid, hvor vi bestræber os på at etablere bæredygtige fødevaresystemer til gavn for miljø, klima og mennesker, og forventningerne til topmødet er derfor høje. Nordisk Ministerråds generalsekretær Karen Ellemann håber på et tættere nordisk samarbejde. 

”Hvis det globale fødevarespild var et land, ville det være verdens tredjestørste udleder af drivhusgasser. Topmødet kunne derfor ikke afholdes på et vigtigere tidspunkt,” siger Ellemann.


”Vi arbejder i tråd med vores statsministres vision ved at samle interessenter fra sektoren, så de kan udveksle erfaringer, best practices og udfordringer med henblik på fælles og styrket handling i tiden efter Nordic Food Waste Summit,” fortsætter hun.

Topmødet den 26. april sætter fokus på emner som måling af fødevaretab og madspild, bestemmelser, politikker og donationer samt forbrugeradfærd og innovation.
 

Mød talerne

På Nordic Food Waste Summit deler nogle af de førende og mest inspirerende talere på dette område ud af deres viden, konklusioner og initiativer. 

  • Peter Kullgren, Sveriges Landsbygdsminister
  • Jacob Jensen, Danmarks minister for fødevarer, landbrug og fiskeri
  • Selina Juul, grundlægger og bestyrelsesformand, Stop Spild Af Mad 
  • Petter Haas Brubakk, generalsekretær, NHO Mat og Drikke 
  • Annica Sohlström, generalsekretær, Livsmedelsverket  
  • Angela Frigo, generalsekretær, FEBA – The European Food Banks Federation 
  • Mats Liedholm, CEO, Fazer Sverige 
  • Peter Rønn-Petersen, direktør, Meyers Madhus DK
  • Kristoffer Hagstedt, CEO, Whywaste 
  • Matt Homewood, madspildsaktivist, Throw No More 
  • Anne-Grete Haugen, administrerende direktør, Matvett 
  • Anja Bakken Riise, Executive Director, Framtiden i våre hender 
  • Staffan Eklöf, viceformand, Nordisk Råds Udvalg for et Holdbart Norden
  • Karin Fritz, projektleder, Livsmedelsverket  
  • Jens Dolk, grundlægger, K-märkt 
  • Karin Lindow, analytiker, Jordbruksverket  
  • Anne Marie Schrøder, Head of Communication, Matvett 
  • Per Christian Rålm, administrerende direktør, Matcentralen
  • Jens Jonsson, national fødevarebankkoordinator, Sveriges Stadsmissioner
  • Filip Lundin, grundlægger, Sopköket 
  • Markus Wahlgren, butikschef, Stora Coop Gotland
  • Der vil blive offentliggjort flere talere ...


Dagens moderator er madspildseksperten Åsa Sandberg.

Deltag online eller fysisk i Stockholm

Der har været en enorm interesse for at deltage på topmødet i Stockholm, som allerede er fuldt booket. Du er dog velkommen til at deltage online og følge de inspirerende samtaler om, hvordan vi kan sætte skub i arbejdet med at mindske fødevaretab og madspild.  
 

Information til pressen

Presse og pressefotografer skal tilmelde sig senest den 25. april klokken 15.00 (CET). Der kræves et gyldigt pressekort.

Kontakt: Elisabet Skylare, elisky@norden.org

 

Værterne for topmødet er Livsmedelsverket i Sverige og Nordisk Ministerråd i samarbejde med Jordbruksverket og Naturvårdsverket.

Nyheden blev opdateret den 23. april med information om den kongelige deltagelse.