Fremtiden for Ny Nordisk Mad: 10 konkrete ideer fremlægges i ny rapport 

02.05.25 | Nyhed
food innovation summit
Fotograf
Kelly Bedmyr, Surr Studio
Hvordan kan nordisk samarbejde i fødevaresektoren bidrage til at imødegå komplekse udfordringer som klimakrisen, den faldende biodiversitet og tab af basale køkkenfærdigheder? Det spørgsmål kommer ny rapport med ti konkrete bud på.

Et nordisk pensum for køkkenfærdigheder i folkeskolerne, et fælles nordisk fødevareråd og en strategisk dialog for tværnordisk fødevarelovgivning, er blandt de ti initiativer, der fremsættes i en ny rapport fra Nordisk Ministerråd.

I anledningen af 20-året for udgivelsen af det Nordiske Køkkenmanifest, samledes madaktører fra hele Norden til Nordic Food Innovation Summit i Malmø i december. Formålet var at aktivere gruppens kollektive erfaring og kreativitet og sammen udvikle fælles ambitioner og foreslå konkrete initiativer, som kan løfte samarbejdet om madkultur og fødevaresystemer rundt om i Norden.

Resultatet af deres drøftelser ligger nu klar i en rapport.

Lanceringen af det Nordiske Køkkenmanifest i 2004 blev startskuddet til en transformation af den nordiske madkultur. Det satte fokus på naturens kraft, fremhævede kvaliteten af lokale råvarer og fremlagde en vision for et køkken, som var både sundt, bæredygtigt og velsmagende. I dag, tyve år senere, kalder udfordringer som klimakrisen og svigtende madkundskaber hos befolkningen på nye initiativer.  

En nødvendig omstilling

En omstilling af vores fødevaresystemer er nødvendigt for at nå målene i Nordens vision, Agenda 2030 og Parisaftalen. De nordiske lande står med mange af de samme udfordringer på fødevareområdet og mere samarbejde kan være en af nøglerne til at sikre et stærkt beredskab for bæredygtige og resiliente fødevaresystemer i hele Norden.  

 

Karen Ellemann, generalsekretær for Nordisk Ministerråd, siger: ”Midt i en tid med kriser og store geopolitiske skift, er det vigtigt med fælles ambitioner og engagement på tværs af grænserne her i Norden. Tak til aktørerne for at have sat fornyet kraft bag den bevægelse, der rummer så meget potentiale – både hvad angår grøn omstilling, sundhed og modstandskraft”. 

 

Claus Meyer, kulinarisk entreprenør, siger: ”At ændre den måde, vi producerer og forbruger fødevarer på, er blandt de mest potente løftestænger, vi har til rådighed, hvis vi vil skabe samfund, der er i større harmoni med planetens grænser. I Norden har vi på 20 år udviklet vores region til et globalt epicenter for gastronomi og velsmag. Nu er tiden moden til at realisere den nordiske køkkenbevægelses egentlige mål: en bred, folkelig madkultur, der fremmer sundhed, fællesskab og bæredygtighed og kan inspirere verden til den nødvendige transformation af vores fødevaresystemer. Ideerne, der blev udviklet i Malmø og nu publiceres kan alle bidrage til det kapitel.” 

 

Judith Kyst, direktør, Madkulturen, siger: “Som kulinarisk bevægelse har Ny nordisk mad sat et meget stort præg på og løftet restaurantscenen i hele Norden. Hvis vi tager samme tilgang til den brede madkultur, kan vores daglige mad og måltider i langt højere grad blive en del af løsningen ift. klima, sundhed og regional modstandsdygtighed. Innovation Summit i Malmø viste, at der er stor vilje og frugtbare muligheder i et nordisk samarbejde om at løfte den brede madkultur. Og de 10 initiativer, vi fik med hjem, er et rigtig fint bud på, hvordan det kan gribes an“. 

 Nordic Food Innovation Summit var arrangeret af Nordisk Ministerråd i samarbejde med Meyers Madhus, Madkulturen og NKJ.  

Tak til aktørerne for at have sat fornyet kraft bag den bevægelse, der rummer så meget potentiale – både hvad angår grøn omstilling, sundhed og modstandskraft.

Generalsekretær for Nordisk Ministerråd, Karen Ellemann