Marianna Kurtto
Motivering:
Et vulkanudbrud på den afsondrede ø Tristan da Cunha i oktober 1961 trak overskrifter i de internationale medier. På øen i Sydatlanten, beliggende langt over to tusind kilometer fra det afrikanske kontinent, levede et par hundrede indbyggere. De blev tvunget til at flygte til en nærliggende ø beboet af mallemukker; derfra blev de evakueret til Kapstaden og London.
Efter katastrofen er der publiceret utallige rapporter og fagbøger om Tristan da Cunha, som forbindes med forestillinger om en paradisø og et velfungerende fællesskab. Marianna Kurtto (f. 1980) har benyttet sig af disse, da hun orienterede sig om øens historie og befolkningens liv. Med udgangspunkt i fakta har hun digtet en original fiktiv fortælling omkring vulkanudbruddet. Romanen lander på en fascinerende måde på Tristan da Cunhas jord og beskriver gribende indbyggernes skæbner. Romanen går delvist tilbage til begivenheder i midten af 1950’erne og følger øboernes liv frem til midten af 1960’erne.
Tristania – som har fået sin titel efter øboernes eget skib – kan genremæssigt karakteriseres som en moderne repræsentant for traditionen for øfortællinger. I verdenslitteraturen har man digtet øfortællinger siden Homers Odysseen, og også i den nordiske folketradition skorter det ikke på beskrivelser af øer og deres beboere. Til traditionen hører ligeledes skibbrudshistorier i stil med robinsonader eller fortællinger om ”de lykkeliges øer ”, som på strindbergsk vis er tilsat anti-utopiske træk.
Marianna Kurtto benytter sig af traditionens elementer på en personlig måde. I Tristania lever menneskene som en del af naturen og klarer sig hovedsageligt med de ting, de får fra øen og havet. De står hinanden nær og tager beslutninger i fællesskab. Men selv i paradis kan slanger snige sig ind, især når naturen viser sig fra sin barske side: De tilbagevendende storme sætter øboerne på prøve, jorden skælver, og en vulkan spyr lava. ”Måske var øens fødsel en fejl helt fra begyndelsen: Øen er et barn, som fødtes ved et uheld og voksede sig alt for stort, og nu må det tilintetgøres”, således søger fortælleren en naturlig forklaring på øens problem.
Tristania sætter fokus på forskellige familier og deres situationer; også børnene indgår naturligt i historien. Romanen består af vekslende fortællerafsnit, som belyser de samme begivenheder fra forskellige synsvinkler. Grundhistorien beriges også af, at skildringen undertiden rykker sig til England og Sydafrika. I det centrale fokus står fiskeren Lars og hans kone Lise, hvis forhold har været ved at køre fast. Sønnen Jon vokser op og søger efter sin identitet, og hans stemme føjer sin egen nuance til studiet af familiens relationer. Af de øvrige fortællere træder øens eneste lærer, Martha, tydeligt frem. Hendes traumatiske fortid kaster skygger over kontakten til andre mennesker.
Da vulkanen går i udbrud, er Lars på forretningsrejse i England, hvor han har forelsket sig og er blevet boende sammen med blomsterhandleren Yvonne. Da Lars læser om begivenhederne på Tristan da Cunha i nyhederne, vågner hans samvittighed, og han forsøger at komme hjem til sin familie. I romanen er Lars en slags Odysseus, som er faldet for sirenernes fristelser. Derimod stiller Lise sig ikke tilfreds med rollen som Penelope, men skifter sin ægtemand ud med en kontoradministrator, hun har mødt i Kapstaden. Lars finder også en ny partner i sin tidligere nabo Martha, som han vender tilbage til Tristan da Cunha sammen med.
På samme måde vil mange øboere, der er blevet evakueret til England, tilbage igen. ”Havet var langt væk, sagde de, og vi sank ned i jorden. Nogle medbragte en ny ægtefælle eller et barn, der var født under evakueringen, og deres afsides hjem var ikke længere tilfældets lune, ingen guds hånd havde slynget dem derhen, de havde derimod selv valgt deres plads.” Således udvikler der sig en lykkelig slutning på øfortællingen, selvom det oprindelige paradis ikke længere er muligt at opnå.
En af styrkerne ved fortællestilen i Tristania er historiens udvikling gennem kreativt brug af flashforwards og flashbacks. Romanen bevæger sig med menneskene og tager konstant uventede drejninger. Fortællestilen belønner læseren ved at løse problemerne og udrede virvaret af menneskelige relationer. Romanen understøttes hele tiden af et sprog med hang til opfindsomme sammenligninger og metaforer, som tilfører værket en lyrisk merværdi.
Finsk litteratur er i de senere år blevet mere multikulturel. Forfatterne har stadig oftere hentet emner og temaer fra en bredere kontekst. ”Ved hjælp af fantasien kan man, hvis man vil, rejse til verdens ende og ind i andre mennesker,” som modtageren af Nordisk Råds Litteraturpris i 2004, Kari Hotakainen, har skrevet. Marianna Kurtto slutter sig med sin roman til denne gruppe af litterære globetrottere.
Forud for Tristania har Marianna Kurtto udgivet fem digtsamlinger og modtaget flere litteraturpriser i Finland. Hun arbejder desuden som oversætter af engelsksproget skønlitteratur.