Fake news og demokrati er temaer på Nordisk Råds temasession

27.02.20 | Nyhed
Anteckningar, pressmöte på Nordiska rådets session i Stockholm 2019
Photographer
Johannes Jansson
OBS! Temasessionen er indstillet på grund af coronavirus. Hvordan kan vi bedst forsvare vores demokrati og bekæmpe misinformation og falske nyheder? Det er temaet, når Nordisk Råd samles til temasession i Helsingfors den 30.-31. marts. Medier er velkomne til at følge sessionen.

I løbet af de to mødedage samles blandt andet rådets fire udvalg, Nordisk Råds Præsidium samt de fem partigrupper.

På den anden mødedag afholdes selve sessionen, som er et fælles møde for alle 87 medlemmer af Nordisk Råd. Emnet for debatten er demokrati og falske nyheder, som også er et af de temaer, som Island prioriterer under sit præsidentskab i Nordisk Råd i 2020.

I sit præsidentskabsprogram fremhæver Island informationskaos og falske nyheder som en trussel mod tilliden i vores samfund og mod grundlæggende demokratiske værdier.

– At stå vagt om demokratiet og at bekæmpe misinformation er vigtige prioriteringer for Island i 2020. Vi vil gerne vise, hvad de nordiske lande kan gøre i fællesskab i kampen mod falske nyheder. Kan vi for eksempel bidrage til at styrke de seriøse mediers position, og kan vi øge bevidstheden blandt vores borgere? siger Nordisk Råds præsident, Silja Dögg Gunnarsdóttir.

Sessionen er åben for medier

Temasessionens debat om demokrati og falske nyheder finder sted den 31. marts i Lilla Parlamentet kl. 10.50-11.45. Overskriften for debatten er Misinformation som en trussel mod den nordiske model: Hvordan forsvarer vi demokratiet og bekæmper informationskaos og falske nyheder, som undergraver det?

Debatten er åben for medier. Journalister, som ønsker at følge debatten, skal tilmelde sig hos Nordisk Råds kommunikationsrådgiver, Matts Lindqvist, på matlin@norden.org eller på +45 29 69 29 05 senest den 27. marts kl. 12.00 (svensk tid). Pressekort kræves.

Efter debatten er der mulighed for et kort doorstep med Nordisk Råds præsident og andre politikere fra rådet ved behov.

Plenum fortsætter kl. 12.45 med behandling af medlemsforslag, og sessionen afsluttes kl. 14.30. Temadebatten og plenum livestreames på internettet. Link kommer senere.

Nordisk Råd holder også et fælles møde på den første mødedag, den 30. marts. Temaet for mødet er den nordiske models globale dimension. Mødet afholdes i riksdagens auditorium kl. 14.45-16.00 og er åbent for medier. Tilmelding i henhold til ovenstående anvisninger.

Nordisk Råd er det officielle organ for samarbejdet mellem de nordiske parlamenter. Rådet har 87 medlemmer, som kommer fra Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Færøerne, Grønland og Åland.

Contact information