95. Lars Løkke Rasmussen (Svar på spørgsmål)

Tak for det. Det meget korte svar på det spørgsmål er: Jo. Vi, og jeg taler om den danske position, støtter naturligvis Israels ret til selvforsvar, men har også fra dag et sagt to ting, nemlig for det første, at det skal ske inden for rammerne af international lov og international humanitær ret, og for det andet, at vi godt kan se forskel på en terrororganisation og en palæstinensisk civilbefolkning. 

Det er sådan set også derfor, vi længe har arbejdet internationalt for og også i FN støttet alle tanker om våbenhviler, både i relation til Gaza og i øvrigt også det fransk-amerikanske initiativ til en våbenhvile i forhold til Libanon. 

Vi er meget bekymret over, at der i kølvandet på Hamas' forfærdelige terrorangreb sidste år jo nu sker en svækkelse af det palæstinensiske folk. Vi ser det bl.a. på Vestbredden. Det er jo egentlig også baggrunden for, at vi i den nordiske udenrigsministerkreds for et par uger siden rettede en fælles henvendelse til Knesset omkring den lovgivning, der var på vej, og som desværre blev vedtaget her for et par dage siden, omkring UNRWA. Det er jo et eksempel på, at selv om vi betragter os selv som Israels venner, er vi meget, meget opmærksomme på, at der er nogle regler, der skal overholdes.

Vi er imod tanken om et Palæstina from the river to the sea, men er jo også imod tanken om et Israel from the river to the sea. Derfor er vi nødt til at insistere på, at vi skal have våbenhviler, både i relation til Gaza og Libanon, og at de skal bruges til at genvinde noget momentum for det, der er den langsigtede, rigtige løsning, nemlig en tostatsløsning. Der, hvor man kan se vores engagement der, er jo, at vi engagerer os dybere med det palæstinensiske selvstyre i Ramallah med hensyn til kapacitetsopbygning. 

Så jo, der er bestemt røde linjer, og jeg er dybt, dybt bekymret over det, vi har set på det seneste, både med den her UNRWA-beslutning i Knesset og vores israelske kollegers meldinger om, at FN's generalsekretær er persona non grata, og de tab, der har været i UNIFIL i Libanon. Det er jo desværre alt sammen eksempler på et Israel, som ikke tager det internationale samfund alvorligt nok, og som i virkeligheden gør det svært, må jeg ærligt sige, for os, der er venner af Israel, at være til stede for dem. Og det kommer med den her betydelige kompleksitet, og jeg håber, at jeg har antydet, hvordan jeg ser på sagen her.