Kreative elever og klimasmarte familier
Nordic CRAFT er en forkortelse for Creating Really Advanced Future Thinkers. Og sådan nogle er David og Stig fra 8. klasse på Niels Steensens Gymnasium i Danmark. De er på den digitale uddannelseskonference bett i London for at fortælle om deres klasses deltagelse i Nordic CRAFT. Sammen med de to danske drenge har elever fra Grønland, Færøerne, Sverige, Finland, Norge, Island og Åland igennem i flere måneder arbejdet med digitale løsninger til at blive en klimasmart familie. Kulminationen på dette samarbejde er præsentationen af løsningerne på bett konferencen, hvor fagfolk fra 146 lande befinder sig. Stig fra Niels Stensens Gymnasium fortalte om deres klasses projekt - en strømregulator, der skal reducere energien i hjemmet. En vigtig pointe i den sammenhæng er samarbejdet med andre nordiske klasser supplerer klassekammerat David: - Den feedback, vi fik fra vores samarbejdsklasse i Island, forbedrede virkelig vores proces og produkt, fortalte David.
Den feedback, vi fik fra vores samarbejdsklasse i Island, forbedrede virkelig vores proces og produkt
Kompetencer der er vigtige for fremtiden
- Nordic CRAFT har givet elever og lærere muligheden for at samarbejde på tværs af Norden om at udvikle digitale og bæredygtige løsninger på udfordringer fra den virkelige verden. Det betyder, at eleverne har styrket vigtige kompetencer som samarbejde, problemløsning, kritisk tænkning og kommunikation og dermed bliver bedre rustet til fremtidens samfund, siger Pernille Dalgaard-Duus, seniorrådgiver i Nordisk Ministerråd fra Bett konferencen.
- Nordic CRAFT har givet elever og lærere muligheden for at samarbejde på tværs af Norden om at udvikle digitale og bæredygtige løsninger på udfordringer fra den virkelige verden
Et konkurrencedygtigt og grønt Norden
Børn og unge, uddannelse og digitalisering er prioriterede indsatsområder i Nordisk Ministerråd. Den hastige udvikling kalder på, at børn, unge og voksne opnår de nødvendige kompetencer og færdigheder til at begå sig i en mere digitaliseret og omskiftelig verden. Her spiller Nordic CRAFT en vigtig rolle, som platform for nordisk samarbejde mellem elever og lærere med det formål at dygtiggøre sig inden for det digitale og bæredygtige område. Kompetencer som for eleverne er vigtige for at kunne konkurrere om fremtidens job. Og som bidrager til Vision 2030 – et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden.
De unge er nøglespillere
De helt afgørende spillere i Nordic CRAFT er eleverne selv, som sammen med lærere har været drivkraften i de kreative løsninger. Og det er deres stemmer, der i dag har lydt fra scenekanten, gennem film og på sociale medier. Det er ikke nogen tilfældighed. Det giver ganske enkelt god mening at involvere de unge, og så er det en vigtig del af Nordisk Ministerråds fokus på børn og unges rettigheder i forhold til Børnekonventionen og Verdensmålene.