Den Store Klimadatabase vinder Nordisk Råds miljøpris 2021

02.11.21 | Nyhed
Vinder af Nordisk Råds miljøpris 2021

Vinder af Nordisk Råds miljøpris 2021

Photographer
Norden.org/Magnus Fröderberg

Michael Minter, programleder for Tænketanken CONCITOs fødevareprogram

Det var en glad programleder for Tænketanken CONCITOs fødevareprogram, der tirsdag aften gik på scenen i Skuespilhuset i København for at modtage Nordisk Råds miljøpris.

CONCITO Danmarks grønne tænketank modtager prisen for udviklingen af Den Store Klimadatabase. Klimadatabasen har katalogiseret 500 af de mest almindelige fødevarer i Danmark og udregnet deres CO2-aftryk. 

Initiativet har et bredt samfundsrettet perspektiv, og kan bruges af borgere såvel som myndigheder og virksomheder. Databasens største potentiale er således dens frie tilgængelighed på internettet. Viden er som bekendt nøglen til magt og den nøgle demokratiseres med Concitos store klimadatabase. Prisen gives derfor til tænketanken for sit store adfærdsændrende potentiale. 

Årets tema for miljøprisen er initiativer, der kan bidrage til udviklingen af bæredygtige fødevaresystemer.

Juryens motivering

Verdens fødevareproduktion står for rundt regnet en fjerdedel af udledningen af drivhusgasser. Adgang til viden om en fødevares CO2-aftryk er derfor en afgørende faktor for at skubbe både produktionen og forbruget på fødevareområdet i en mere bæredygtig retning.

Når man kender en fødevares CO2-aftryk, kan man som forbruger aktivt tage stilling til, om man ønsker at anvende den i sin husholdning. Denne viden vil – forhåbentligt – resultere i et mindre klimabelastende fødevareforbrug. 

Nordisk Råds miljøpris 2021 tildeles Den Store Klimadatabase for dens potentiale til at skabe grundlag for et mere bæredygtigt fødevareforbrug og produktion i Norden.

Databasen giver på en nem og overskuelig måde indblik i de forskellige fødevares CO2-aftryk, og så er alle informationerne i databasen frit tilgængelige.

Den metodiske tilgang til indhentning af data, den omfangsrige fødevarepulje og målretningen mod fødevaresektoren er særligt kendetegnende for Den Store Klimadatabase. Med sit enkle format og design kan Den Store Klimadatabase og dens beregningsmetoder nemt både skaleres og adopteres til andre lande og sektorer, til gavn for bæredygtighedsindsatser i flere sektorer. Kort sagt demonstrerer databasen, hvordan enkel og tilgængelig formidling af efterspurgt information, kan blive et springbræt til adfærdsændringer på forbrugerniveau.

For databasens store adfærdsændrende potentiale mener bedømmelseskomitéen, at Concito, Danmarks Grønne Tænketank, skal tildeles Nordisk Råds miljøpris 2021.   

Se når CONCITO Danmarks grønne tænketank tar imod miljøprisen i København

Om Nordisk Råds priser

Nordisk Råd uddeler hvert år fem priser: litteraturprisen, filmprisen, musikprisen, miljøprisen og børne- og ungdomslitteraturprisen. Vinderen modtager prisstatuetten "Nordlys" og 300.000 danske kroner, som uddeles i forbindelse med Nordisk Råds årlige session