Globale platforme styrker grebet om de nordiske mediemarkeder

13.10.22 | Nyhed
Digitala nyhetsmedier
Photographer
Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Globale platforme som Google og Facebook har styrket deres økonomiske og teknologiske positioner på de nordiske mediemarkeder i de seneste fem år. I dag går en stor majoritet af de digitale reklameinvesteringer i Norden til de globale selskaber og ikke til de hjemlige medievirksomheder. Det viser en ny rapport fra Nordisk Ministerråd og Nordicom ved Göteborgs universitet.

Rapporten ”Nordiska nyhetsmedier i global konkurrens: Nyhetsjournalistikens villkor i den digitala plattformsekonomin” viser, at de nordiske mediemarkeder har gennemgået store forandringer siden 2016.


– De globale selskaber har i dag opnået positioner på Nordens mediemarkeder, som betyder, at de kan påvirke konkurrenceforholdene inden for centrale dele af det digitale mediemarked, siger Tobias Lindberg, forsker ved Nordicom, som er et center for nordisk medieforskning ved Göteborgs universitet.

Google, Apple og Facebook er toneangivende aktører

I udviklingen af de nordiske mediemarkeder har selskaber som Alphabet (Google), Apple og Meta (Facebook) været toneangivende aktører. Deres strategier og deres adfærd har blandt andet påvirket, hvordan reklamemarkedernes infrastrukturer har ændret sig, hvor annoncørerne har valgt at investere deres markedsføringsbudgetter, og hvordan brugerne får deres nyheder. I perioden har selskaberne styrket deres greb om reklame- og forbrugermarkedets digitale infrastruktur, og samtidig har de i høj grad øget deres andele af reklameinvesteringerne. 
 

Det vurderes, at 72 procent af de digitale reklamepenge i Sverige sidste år blev investeret i platforme uden for Norden. I Danmark og Finland vurderes det, at den tilsvarende andel udgjorde 64 procent, mens den i Norge udgjorde 59 procent. Platformenes andel af reklameinvesteringerne var mindre i Grønland, Island og på Færøerne.
 

Forbedret lønsomhed

Samtidig har mange nordiske medievirksomheder styrket deres økonomiske situation siden 2016. En af årsagerne til den forbedrede lønsomhed er, at nyhedsmedierne har udviklet en ny indtægtskilde ved i højere grad at tage betaling for deres nyheder på nettet.

Rapporten kan også vise, at det er de store mediekoncerner i de største nordiske lande, som har haft størst succes med at få de digitale brugere til at betale for det redaktionelle materiale. En anden årsag til den styrkede lønsomhed er, at medievirksomhederne har skåret ned på deres udgifter. 

 

Hele undersøgelsen præsenteres i rapporten "Nordiska nyhetsmedier i global konkurrens".

Rapporten præsenteres på den nordiske mediekonference den 18. november.

Det er muligt at se en livetransmitteret præsentation af rapporten med Tobias Lindberg, forsker ved Nordicom, under konferensen ”En styrket demokratisk samtale - Tek-gigantenes innflytelse og nordiske løsninger”, som finder sted i Oslo den 18. oktober. Konferencen arrangeres af de norske regering, som har formandskabet i Nordisk Ministerråd i 2022. Kultur- og ligestillingsminister, Anette Trettebergstuen deltager. Det er muligt at deltage i konferencen i Oslo (registrering kræves), og man kan også følge med digitalt via linket.

Nordisk viden og perspektiver

Rapporten er et af flere fællesnordiske initiativer, som de nordiske kulturministre har sat i gang for at få ny viden og perspektiver om, hvordan techgiganterne og de nye digitale platforme påvirker vilkårene for den demokratiske samtale i Norden og på nyhedsmedierne. Dette er et prioriteret område i "Kunst og kultur – drivkraften for bæredygtig udvikling i Norden", som er ministrenes kulturpolitiske samarbejdsprogram for perioden 2021-2024.