Fødevarepolitik under coronakrisen – del dine bedste idéer

21.04.20 | Nyhed
Restauranglabbet
Photographer
Restauranglabbet

Restauranglabbet bruger mad, som måske ellers ville være gået til spilde, til at lave madpakker til medarbejdere i sundhedssektoren og personer i risikogrupper.

Tomme hylder i supermarkedet og ingen sæsonarbejdere i landbruget, men også en stigning i hjemmedyrkning og nye initiativer, hvor kokke anvender overskud fra mennesketomme restauranter til at lave frokost til medarbejdere i sundhedssektoren. Det er blot nogle få aspekter af den nye virkelighed i de nordiske lande, som vi læser om. Nordic Food Policy Lab har taget initiativ til en række samtaler, hvor man kan dele viden, erfaringer og idéer, der kan tjene som inspiration til bæredygtig fødevarepolitik i kølvandet på coronakrisen.

COVID-19 er en sundhedsmæssig og økonomisk krise uden fortilfælde og kræver en indsats fra alle sektorer i samfundet. Fødevarepolitiske beslutningstagere over hele verden kæmper for at håndtere den usikre situation.

Krisen har resulteret i enorme udfordringer, men den giver os også mulighed for at skabe en ny fødevarepolitik, prioritere anderledes i fødevaresystemet og finde de svage punkter. Nordic Food Policy Lab, et af flagskibsprojekterne i de nordiske statsministres initiativ “Nordiske løsninger på globale udfordringer”, præsenterer nu en række refleksioner fra hele verden i deres LinkedIn-gruppe og arbejder på en baggrundsartikel om situationen i de nordiske lande.

Del dine idéer til, hvordan vi kan skabe noget bedre

I 2019 lancerede Nordic Food Policy Lab LinkedIn-gruppen “Community for Future Food Policies”. Ambitionen med denne onlinegruppe er, at medlemmer skal kunne interagere og dele idéer til, hvordan vi med politiske virkemidler kan skabe den fødevarefremtid, som vi ønsker. I løbet af de kommende uger vil gruppen fungere som et rum, hvor man kan kickstarte samtaler med udgangspunkt i coronakrisen. Nogle af de emner, der tages op, er:

  • Metoder til fremsynethed og deres relevans for udarbejdelse af fødevarepolitik i krisetider
  • COVID-19's sandsynlige konsekvenser for fødevaresystemer og afbødende tiltag på kort og lang sigt 
  • Den gastronomiske sektors lynhurtige omstilling – nye forretningsmodeller i krisetider
  • Opbygning af bedre fødevaresystemer gennem fælles engagement online – alternative samskabelsesprocesser

En af bidragyderne, Saher Hasnain fra Foresight4Food ved University of Oxford, siger: “Den krisesituation, som COVID-19 har forårsaget, understreger vigtigheden af effektiv udfærdigelse af politik og effektive forvaltningssystemer. Nu består udfordringen i at forudse, udtænke og forvalte et modstandsdygtigt, bæredygtigt, sundt og retfærdigt fødevaresystem, og vi ser frem til, at vi sammen med Community for Future Food Policies skal se nærmere på, hvordan vi bedst gør det."

Tegn på forandring i det nordiske fødevaresystem

De tiltag, som de forskellige nordiske lande iværksætter på fødevareområdet som en del af deres krisestrategi, vil blive præsenteret i en baggrundsartikel inden sommeren. Ambitionen er at fremhæve sårbare aspekter af det nordiske fødevaresystem og undersøge, hvilken betydning de har for at gøre fødevaresystemer mere modstandsdygtige i fremtiden. 

Et internationalt anerkendt eksempel fra Stockholm er Restauranglabbets initiativ “CALL FOR ACTION”. Restauranglabbet bruger mad, som måske ellers ville være gået til spilde, til at lave madpakker til medarbejdere i sundhedssektoren og personer i risikogrupper, som er isoleret i deres hjem. En af grundlæggerne, materialedesigner og cirkeløkonomistrateg Anders Breitholtz, siger:

“Vi er utroligt glade for at se, at vores Call for Action-initiativ har inspireret så mange andre siden midten af marts. Nu bruger vi vores internationale netværk til at drøfte med kolleger i Milano, Barcelona og Paris, hvad der skal til, for at de kan starte lignende initiativer op. Vi glæder os til at udveksle idéer om, hvordan vi kan organisere og gøre tingene anderledes i disse krisetider."

Deltag i debatten!

I Community for Future Food Policies' LinkedIn-gruppe kan man komme i kontakt med ligesindede, dele idéer og udtænke en fælles vision for, hvordan man ved hjælp af politiske midler kan skabe den ønskede fødevarefremtid. Måske udarbejder du ambitiøse indkøbspolitikker eller arbejder på lokale eller nationale strategier for madspild, kostråd eller gastronomi, eller måske repræsenterer du en forbrugeroplysningsorganisation eller en start-up inden for fødevarer. Hvis er interesseret i at lære om og dele nye idéer til politik og initiativer, der kan fungere som et frisk pust i debatten om bæredygtige fødevarer, vil vi opfordre dig til at deltage i debatten og bidrage med dine synspunkter.