Helle Thorning-Schmidt (Svar på replik)

Information

Speech type
Svar på replik
Speech number
31
Speaker role
Statsminister
Date

Jeg tror, det var til mig. Først og fremmest vil jeg godt sige, at der ikke er nogen tvivl hos mig eller min regering om, at der er behov for det nordiske samarbejde. Det vil jeg godt sige meget tydeligt. Nu sidder vi her jo alle sammen og debatterer med hinanden, og jeg mærker da, at det, ud over at det er interessant, også er nyttigt for os at være i samme lokale og debattere. Og man kan jo altid stille spørgsmålet: Hvis det her ikke var her, hvis de her debatter ikke var her, ville vi så ikke mangle dem? Ville det ikke være underligt, at et kulturelt fællesskab, vores region, ikke mødtes regelmæssigt og talte med hinanden? Sådan har jeg det i hvert fald, og derfor må jeg også sige – nu sidder fru Karen Ellemann jo selv i salen og kan tale for sig selv – at det må stå for fru Karen Ellemanns egen regning, for det er ikke den danske regerings holdning til det nordiske samarbejde.

I forhold til vores prioriteringsdiskussion – det nævnte jeg også, da jeg havde min indledende tale – tror jeg, vi er nødt til at indse, at vi også må prioritere på visse områder. Og det er jo egentlig aldrig særlig sjovt at prioritere, men det kan godt være lidt sundt af og til, at man sætter lidt fokus på, hvilke opgaver vi gerne vil løse. Og jeg må i hvert fald sige, at de opgaver, vi har sat os for at løse fremadrettet, ikke bliver dårligere, fordi vi også har valgt at prioritere vores indsats. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om at vi kan løfte på den måde, vi gerne vil, og med de ambitioner, vi har for det nordiske samarbejde.