Bertel Haarder (Hovedindlæg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
165
Speaker role
Midtergruppens talsperson
Date

Når vi taler om udenrigs- og forsvarssamarbejde, så taler vi om et praktisk samarbejde på områder af fælles interesse, hvor vi kan få en nordisk merværdi. Jeg har som Præsidiets EU-ordfører med glæde læst redegørelsen for det omfattende samarbejde, der er i fagministerrådene, når det gælder EU-relaterede aktiviteter, herunder for eksempel det regionalpolitiske samarbejde til gavn for områder med spredt befolkning. Hele Norden er jo som bekendt med i INTERREG-programmerne i EU.

Jeg vil godt takke Carl Bildt for den gode opfølgning på den visionære tale, han holdt i København for to år siden. Ministrene er godt i gang med at realisere Stoltenbergrapporten. Sidste år fik vi den glædelige meddelelse om enigheden om overvågningen af det islandske luftrum. Og konklusionen på mødet i Stockholm var ganske klar, det vil sige på minisessionen i Stockholm i foråret: Det er ingen hindring for det nordiske samarbejde, at kun tre lande er med i EU, og det er ingen hindring, at kun tre lande er med i NATO.

Jeg noterede i går den grønlandske statsministers forslag om en nordisk droneeskadrille. Det er bemærkelsesværdigt, og det kunne jo være svaret på den danske rigsrevisions kraftige kritik af den manglende overvågning af det enorme grønlandske territorium, men jeg kan i øvrigt ikke tage stilling til forslaget her.

Sammen har vi jo det tiendestørste BNP i verden og den største luftflåde i Europa. Hvis vi samarbejder godt med andre lande, herunder de baltiske, så kan vi få kolossal indflydelse. Derfor er min opfordring: Lad os bekæmpe småstatstænkningen. Sammen er vi store og kan sikre os selv indflydelse og spille en rolle i verden.