Aksel Vilhelmson Johannesen (Hovedindlæg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
30
Speaker role
Lagmand Færøerne
Date

Hr. præsident, ærede kolleger, kære nordiske venner. Vi i Norden adskiller os fra resten af verden. Det er ikke tilfældigt, at vores samfundsmodel er et af de varmeste emner i den amerikanske valgkamp. Gennem de sidste 50 år har vi formået at skabe en nordisk samfundsmodel, der forener vores lande, en samfundsmodel, som har dannet grundlag for tryghed, fællesskab og tillid mellem mennesker, en samfundsmodel, som har styrket vores lande og givet os mulighed for at vokse og udvikle os, i takt med at verden omkring os forandrer sig.

Og verden forandrer sig. Derfor må vi ikke hvile for meget på laurbærrene, men hele tiden justere og modernisere vores velfærdssystem, således at vores samfundsmodel også i fremtiden er blandt de bedste i verden. Det gør vi bedst ved at arbejde sammen. Det er i fællesskab, at vi opnår de bedste resultater; det er i fællesskab, at vi har den stærkeste stemme på den globale scene; og det er i fællesskab, at vi bevarer vores stærke position i en verden, hvor den internationale konkurrence tager til i styrke.

Vi i Norden byder på en unik mulighed for at føre vækst og grøn energi sammen i en vækstplan. Hvert land har sin grønne industri, men de konkurrerer dog ikke indbyrdes. Gennem en stærk fælles indsats kan en nordisk samordning i endnu højere grad blive udgangspunkt for grøn tænkning. En grøn vækstplan ligger lige foran os, hvis vi åbner øjnene og lader de snævre interesser ligge.

På Færøerne har vi taget den grønne førertrøje på. Vi er i gang med en grøn revolution. Den nye regerings ambition er, at al energi skal være grøn inden for en tidsramme på 15 år. Planen er, at al energi på land skal komme fra vedvarende energikilder såsom vand, vind, sol og havstrøm.

Vi i Norden bør samarbejde endnu mere i forhold til udviklingen i Arktis, specielt nu, hvor der tales om at styrke det fælles udenrigspolitiske samarbejde. Arktis har grundlæggende betydning for vores fremtid. Vi taler om enorme områder, der bliver genstand for aktiviteter af hidtil uset omfang. Det er allerede en meget konkret udfordring på godt og ondt.

Det nordiske samarbejde og den nordiske alliance har de seneste år været vigtig i bestræbelserne på at understøtte de nordiske positioner i samarbejdet i Arktisk Råd. En udpræget enighed blandt de nordiske lande, hvad angår udviklingen i Arktis, er et godt fælles fundament for at præge den arktiske udvikling eller dialog med stormagter som USA, Canada og Rusland. Dette samspil skal vi fastholde i fremtiden, for de fælles nordiske interesser tilfører merværdi i Arktis.

Vi i Norden har i høj grad samme udgangspunkter, hvilket gør det enklere at samarbejde. Grundbetingelserne for at få et arbejdsmarked til at fungere på nogenlunde samme måde med større vægt på aftaler mellem arbejdsmarkedets parter er, at lovgivningen er den samme i de nordiske lande. Ledere og arbejdstagere har samme værdier og uddannelsesmæssige udgangspunkter, og det nordiske hjemmemarkeds kundegrundlag stiller de samme fordringer til de produkter, der skal leveres. Derfor er det meget vigtigt, at vi fortsat sætter spørgsmålet om grænsehindringer højt på den nordiske dagsorden. Et tæt samarbejde om netop dette område vil sikre et mere homogent nordisk arbejdsmarked.

Hr. præsident, ærede kolleger, kære nordiske venner. Norden er cool – i hvert fald uden for Norden. Det ville være cool og visionært, hvis vi kunne blive enige om at reformere det nordiske samarbejde. Helsingforsaftalen bør snarest ændres, så den er i tråd med tiden.

Hvis Færøerne skal kunne bidrage fuldt og helt til at få et tættere samarbejde i Norden, er det vigtigt, at de, som samarbejder, er ligeværdige parter. De tre selvstyrende lande udgør en stor merværdi i det nordiske samarbejde, og derfor er det mere end rimeligt, at vi bliver fuldgyldige medlemmer af den nordiske familie. Det er nu mere end 10 år siden, at Færøerne sendte ansøgning om medlemskab. Forhåbentlig går der ikke lang tid, før vores ansøgning imødekommes. Tak.