Christian Juhl (Indlæg)

Information

Speech type
Inlägg
Speech number
195
Speaker role
Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe
Date

Jeg vil bare tage fat i et eksempel på et emne på området, nemlig menneskehandel. Det er jo nok den mest barske form for undertrykkelse og uretfærdige behandling af andre mennesker; det er vores tids slaveri, og det er ikke helt tilfældigt, at Midtengruppens forslag om bekæmpelse af menneskehandel netop bruger ordet slaveri i stedet for bare menneskehandel, for det er det, der er tilfældet.

Problemet er ikke kun inden for sexhandel, hvor mennesker bliver lokket til vores lande med drømmen om at tjene mange penge, men hvor de bliver frataget deres pas, bliver låst inde og lever et meget usselt liv. Det sker også andre steder i vores samfund. Jeg vil ikke negligere alle de gode taler, der har været, om ligestilling blandt mennesker i vores samfund, men det her er den mest grove form efter min mening, fordi man totalt fratager de mennesker, der kommer fra andre lande, alle rettigheder, tager deres pas, låser dem inde. Og mange lukker øjnene for det. Der er sågar gode skandinaviske borgere, som tjener penge på det; der er sågar gode skandinaviske borgere, som får lavet deres hus eller får lavet andre anlægsopgaver af mennesker, som ikke har de her rettigheder. Derfor er det vigtigt, at vi sætter en indsats ind.

Allerværst er det, at f.eks. 374 flygtningebørn i Norden er forsvundet. Vi ved ikke, hvor de er henne. Sandsynligvis er de blevet handlet, nogle af dem – det er kun 58 af dem, vi har fundet. Prøv lige at tænke på det: Flygtningebørn, som er alene i verden, forsvinder, måske handlet. Det er en indsats, vi er nødt til at styrke, hvis vi mener noget alvorligt med ligestilling.