Høgni Hoydal (Indlæg)

Information

Speech type
Inlägg
Speech number
381
Person
Speaker role
Samarbejds- og Fiskeriminister, Færøerne
Date

Fru præsident. Jeg vil takke alle ordførerne fra partigrupperne og også for de replikker, der har været, og at det er lykkedes at få en debat om denne meget vigtige sag.

Blandt nogle af de konkrete ting, som ordførerne har nævnt, er dette med tung olie og det med Polar Code. Med hensyn til Polar Code sætter vi det jo i kraft fra den 1. januar næste år, og det bliver et krav til nye skibe, som skal sejle i arktiske farvande. Det er rigtigt, at man i Antarktis har indført et forbud mod tung olie. Med hensyn til det med Polar Code tror jeg næsten også man bliver nødt til at revurdere det hele tiden for at implementere kravet om, hvilket brændstof der skal bruges til sejlads i Arktis. For jeg er jo ganske enig i, at det er helt uoverskueligt at tænke sig en situation, hvor vi ikke har gjort nok for at forhindre et olieudslip i Arktis. Det kan ikke bare ødelægge et økosystem, men kan ødelægge hele nationer i Arktis.

Til Jan Lindblad vil jeg sige, at jeg er sikker på, at skibsejerne eller -rederierne for en stor dels vedkommende er interesseret i, at vi får opdateret alle internationale regler på dette område. For vi ved jo også, også fra vores erfaringer med sejlads i vore farvande i dag, at der er visse rederier, som sætter standarden lavere, mens andre rederier gør de rigtige ting og foretager investeringer, og det er jo en hel skævvridning af konkurrencen, hvis ikke alle kommer under de strenge regler. Så jeg tror, vi får stor støtte fra i hvert fald de nordiske og de fleste globale rederier med hensyn til at styrke reglerne på dette område.

Så skal jeg bare nævne i forbindelse med den videre kortlægning, at det med ArcticWeb selvsagt også kan implementere the Polar Code og faktisk alt, som man taler om. Det skal, kan man sige, være en overliggende portal, som samler al viden og teknologi på området.

Men med hensyn den videre kortlægning vil jeg nu som sagt støtte, at de nordiske regeringer kommer med en stærkere redegørelse om, hvad man gør i de enkelte lande. Man kan også nævne, at vi jo har et institut for søret, som er placeret i Oslo, og de kunne også bruges i en kortlægning af disse sager i en nordisk sammenhæng. Så med disse ord siger jeg tak for ordet.