Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Ministererklæring om kyst-, skov- og landdistriktsudvikling i Norden

06.07.06 | Deklaration
Ministererklæring fra 2006 i Lofoten, Norge, om kyst-, skov- og landdistriktsudvikling i Norden

Information

Landbrug, skovbrug, havbrug og fiskeri spiller en vigtig rolle for bosætning og erhvervsudvikling i store dele af de nordiske lande. Primærerhvervene har flere funktioner: Produktion af sikker mad, som forbrugerne har tillid til og som giver velvære, en sikker fødevareforsyning, produktion af tømmer og bioenergi, erhvervsudvikling og bosætning over hele Norden. Vores natur med skov og et rent miljø er en nordisk værdi, som giver primærerhvervene grundlag for øget tjenesteproduktion gennem bl.a. naturbaseret rejseliv og kulturoplevelser. Det nordiske køkken har adgang til nogen af de bedste råvarer i verden. Det er vigtigt at opretholde levende lokalsamfund i Norden med basis i primærerhvervenes bærekraftige ressourceforvaltning.

Det er nødvendigt at forbedre grundlaget for udvikling i de enkelte distrikter ved at styrke fundamentet for nyskabelser og erhvervsudvikling, reducere afstandshindringer, forenkle regelværk og bureaukrati, udvikle livskraftige lokalsamfund og fremme en bærekraftig brug af naturressourcerne og bevarelse af naturens mangfoldighed.

De nordiske lande finder det vigtigt at involvere lokale kræfter i en række tiltag i arbejdet for et bærekraftigt erhvervsliv og bærekraftig forvaltning af de biologiske ressourcer, miljø- og naturbeskyttelse, aktive lokalsamfund, sunde kostvaner og øget fysisk aktivitet i befolkningen. De nordiske lande finder det også vigtigt, at samarbejde om beskyttelse af natur og miljø i overensstemmelse med internationale forpligtelser.

Produktudvikling og innovation

De nordiske lande skal blive blandt de førende, innovative, dynamiske og kundskabsbaserede økonomier i verden inden for de områder, hvor Norden har fortrin. Det skal være godt at drive erhverv i de nordiske kyst-, skov- og landdistrikter.

Erhvervslivet er afhængig af en økonomisk politik, som sikrer konkurrenceevnen med stabile, forudsigelige rammebetingelser og øget vægt på innovation og nyskabning. Den offentlige sektor må være en fleksibel partner og ikke en bureaukratisk hindring for erhvervslivet. Der er behov for et bredt engagement i erhvervspolitikken, inden for forskning og udvikling, distribution og markedsføring, partnerskaber, kapitaltilgang og ejerskabsforhold.

De nordiske ministre for fiskeri og havbrug, jordbrug, levnedsmidler og skovbrug vil:

  1. videreføre og udvikle det nordiske forskningssamarbejde inden for MR-FJLS’ ansvarsområder med relation til kyst-, skov- og landdistriktsudvikling, skabe synergi mellem disse og de øvrige nordiske FoU-fora som Nordforsk, Nordregio og NiCe samt styrke samarbejdet mellem forskning og erhvervsliv
  2. fremme attraktive, bæredygtige og økonomisk værdiskabende fiskeri- og havbrugs, jordbrugs- og skovbrugssektorer, som producerer kvalitetsvarer, tjenesteydelser og fælles goder, som samfundet efterspørger
  3. sikre et alsidigt landbrug med en varieret brugsstruktur, som gør det muligt at fastholde og udvide landbrugets rolle i naturressourceforvaltningen
  4. stimulere til udvikling af nicheprodukter og udvikling af nye spændende varer og tjenester til gavn for udviklingen i distrikterne og for forbrugerne
  5. iværksætte fælles nordiske tiltag inden for bioenergiområdet for at styrke skov- og landdistrikternes udviklingsmuligheder som energileverandører
  6. stimulere til en øget satsing på oplevelsesøkonomi og rejseliv, som giver store udviklingsmuligheder for kyst- skov- og landdistrikterne, og den internationale markedsføring af Norden som rejsemål
  7. stimulere til øget anvendelse af træprodukter for en mere bæredygtig samfundsudvikling og for at skabe bedre vækstbetingelser for skovdistrikterne
  8. stimulere til at offentlig projektfinansiering også skal imødekomme utraditionelle idéer og lokale risikoprojekter
  9. støtte op om en satsning på mad som skal udvikle, fremme og synliggøre de værdier og potentialer som ligger i det nordiske køkken, de nordiske madvarer og nordisk madkultur.

Programmet Ny Nordisk Mad er et eksempel på dette.

De menneskelige ressourcer

De menneskelige ressourcer er afgørende for at kunne realisere livskraftige lokalsamfund, udvikling af nye bærekraftige virksomheder og i varetagelse af helse og sundhed i samfundet.

Mobilisering er vigtig i det enkelte lokalsamfund og her er den indsats, de frivillige organisationer står, for særdeles vigtig.

En god og bærekraftig udvikling i kyst-, skov- og landdistrikterne er afhængig af, at lokalsamfundene sikrer en god rekruttering, skaber interessante udfordringer for ungdommen, og tager hensyn til både kvinders og mænds indsats.

Inden for primærerhvervene finder vi forskellige initiativer og tiltag, som sigter mod at yde værdifulde tilbud til mennesker. De frivillige organisationer udfører samfundsopgaver af meget stor værdi.

De nordiske ministre for fiskeri og havbrug, jordbrug, levnedsmidler og skovbrug vil:

understrege de positive værdier, som findes i aktive lokalsamfund og giver handlingsrum for lokale initiativer

samle og videreformidle de nordiske succeshistorier for at tilskynde til en positiv udvikling af lokalsamfundene

arbejde for en forstærket dialog og samarbejde med de frivillige organisationer i lokalsamfundene

støtte op om tiltag, som bidrager til en tilstrækkelig forøgelse i rekruttering, kompetanceudvikling og entreprenørskab i primærerhvervene i Norden

styrke kvinders rolle og betydning for udvikling af lokalsamfundene

understøtte ildsjæle og tiltag for at mobilisere de menneskelige ressourcer.

Et sundt samfund

Den nordiske handlingsplan for bedre sundhed og livskvalitet understreger vigtigheden af at tilrettelægge initiativer, som skaber et sundt samfund på lokalt niveau, både når det gælder mad, og når det gælder fysisk aktivitet. Helseproblemer knyttet til usunde madvaner og for lidt fysisk aktivitet er et voksende problem, og leder ofte til overvægt og kroniske sygdomme.

Forebyggende tiltag i lokalsamfundet spiller en vigtig rolle for at fremme sund levevis og kan også bidrage til at fremme trivsel og glæde for den enkelte knyttet både til arbejdsliv og fritid.

De nordiske ministre for fiskeri og havbrug, jordbrug, levnedsmidler og skovbrug vil:

  1. stimulere til lokal produktion og udbud af sunde og sikre fødevarer fra fiskeri- og jordbrukssektoren og bidrage til større mangfoldighed af mad
  2. øge forbrugernes kendskab til madens oprindelse og kvalitetsparametre og forstærke positive madoplevelser og madforståelse
  3. understrege vigtigheden af, at bynære kulturlandskaber, landbrugs- og skovarealer foruden vareproduktioner også bliver en værdifuld kilde til friluftsliv og fysisk aktivitet, som giver glæde og trivsel
  4. pege på skovens vigtige og positive betydning for at modvirke klimaforandringer
  5. motivere til styrket satsning og øget samarbejde i lokalsamfundet – med aktiv deltagelse af myndigheder, primærerhverv, bedrifter, helsestationer, frivillige organisationer m.fl. – for at fremme sund levevis og trivsel
  6. sørge for at udvikle kyst- og landsbysamfund med gode livsmiljøer for livets forskellige faser; børn og ungdommens opvækstmiljøer og ældre som en ressource i levedygtige lokalsamfund.