215. Henrik Møller (Inlägg)

Information

Speech type
Inlägg
Speech number
215
Speech statuses
Waiting for transcription
Date

Tak for det. Jeg lagde et opslag op på Facebook om, at jeg var i Norge og det sneede og jeg var til Nordisk Råd. Der kom kommentaren selvfølgelig: Det er fint nok, at I mødes, men hvad laver I? Hvad beslutter I? Sker der noget? Det kan man jo skrive meget og langt om, men det er sådan lidt: Er der handling bag al den snak, som I har i de her dage? Det er lidt det der spørgsmål om, at Nordisk Råd, samarbejdet og det, vi laver, meget gerne må være konkret for den enkelte borger, og der må man bare sige, at når vi kigger på grænsehindringer, så er de ekstremt konkrete, især når de ikke bliver løst. Jeg synes også, at vi indimellem kan sige, at vi har nogle konkrete ting, som bliver løst. Set med danske briller havde vi nemid, som nu er blevet til mitid, og alle andre uden for Danmark var sådan set ikke i stand til at kunne bruge det her andre steder end i Danmark. Det problem har vi fået løst. Så med lidt vilje kan det faktisk godt lade sig gøre.

Men jeg synes også, at vi indimellem oplever, at der på trods af fælles udfordringer stadig væk er nogle opgaver, som vi kan gøre meget bedre. Hvis vi kigger på de udfordringer, vi i fællesskab har, set med nordiske briller, så taler vi jo om faglært arbejdskraft, og der må vi bare konstatere, at vi stadig ikke er i stand til, kan man sige, at kunne harmonisere uddannelsernes anvendelse i de enkelte lande. Det bør vi kunne gøre bedre. Jeg vil sige, at vi her fra den socialdemokratiske gruppe har gjort det, at vi har gjort os nogle stærke overvejelser, ja faktisk er vi i gang med et arbejde om at fremsætte et forslag om, at vi laver et decideret udvalg på linje med de andre udvalg, vi har nedsat i Nordisk Råd, som skal arbejde med grænsehindringer, og man kunne eventuelt tage noget af det, der kom fra vækst og udvikling, og kombinere det med det her. Det er, fordi vi tror, at det vil skabe en større fokus; det vil skabe en større ihærdighed, med hensyn til at der rent faktisk bliver fulgt op på de ting, som vi sætter i værk i forhold til det her.

Afslutningsvis skal jeg lige sige, at i den forbindelse kunne man måske også lægge noget infrastruktur ud. Hvis der er noget, der integrerer, så er det infrastruktur. Infrastruktur er nøglen til, at vi har en mobilitet, som er god, og derfor har vi fra socialdemokratisk side jo altid syntes, at vi også burde arbejde med trafik som et område i Nordisk Råd. Det vil give god mening i forhold til at være den mest integrerede region i hele verden. Tak for ordet.