218. Johan Dahl (Inlägg)

Information

Speech type
Inlägg
Speech number
218
Person
Speech statuses
Waiting for transcription
Date

Tak, fru præsident. Jeg sidder i grænsehindringsgruppen, og jeg synes, at vi får afklaret mange interessante ting der. Jeg mener selv, at mange af de ting, som vi har med at gøre, tager for lang tid at få igennem, men jeg håber da, at vi får de der fire-fem sager igennem om året, som man har planer om skal være vores mål.

Vi har en sag, som handler om roamingafgifter på Færøerne og i Grønland. Det er et kæmpe problem for alle dem, der besøger vores lande, og vi anser det som en meget stor grænsehindring, som passer meget dårligt ind i statsministerens vision om, at vi skal være verdens mest integrerede region i 2030.

Det er sådan, at de færøske og grønlandske teleselskaber har forhandlet relativt attraktive gensidige grossistpriser med de udenlandske operatører, som gør, at vi, der bor i de områder, kan tale for den samme pris, som I gør i Sverige, Danmark, Norge og Finland, men hvis I kommer og besøger vores lande, har I et kæmpe problem, og det er, at jeres teleportører pålægger jer en meget større minutbetaling, end I burde have. Det anser vi som en kæmpestor grænsehindring, og jeg vil anmode samarbejdsministrene om virkelig at gøre en indsats for, at der bliver taget hånd om den her ulighed, som der er imellem os, Grønland og Færøerne, og resten af Norden, og at vi får lavet en løsning, som fungerer på samme måde, som det gør mellem jer og resten af EU. I har jo en forordning, der betyder, at I har en aftale om jeres roamingafgifter, og hvordan de skal styres.

Så min anmodning til samarbejdsministrene er, at de skal tage det her alvorligt og sørge for, at jeres borgere, som ikke bor på Færøerne eller i Grønland, når de besøger os, betaler det samme, som vi gør der, hvor vi bor.

Tak for ordet.