52. Múte Bourup Egede (Huvudinlägg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
52
Speech statuses
Waiting for transcription
Date

Kære venner, forestil jer at være en del af en vennekreds på otte. Vennerne samarbejder og er gode til at være sammen. Der er dog grænser for venskabet, idet fem af vennerne er sammen, når det bliver rigtig spændende, og tre af vennerne ikke må være med. I kan selv høre det; det er ikke et ligeværdigt venskab. Det nordiske samarbejde betegnes som et fællesskab mellem venner. Vi fra Grønland vil gerne være en del af dette fællesskab. Det skal dog være på lige vilkår, både hvad angår pligter og ansvar. Dette er ikke tilfældet i dag.

Vi skal i dag forholde os til nogle meget seriøse og vigtige emner. Grønland er klar til at medvirke til dette, men vi finder det samtidig underligt, da vi skal deltage i pligterne og påtage os et medansvar, men kun delvis er med. Verden har ændret sig. Vi har udfordringer, som vi alle skal forholde os til. Der er en ny sikkerhedssituation og klimaforandringer, og det er alt sammen globalt og rammer verden og Arktis hårdt, og det er samtidig en del af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske dagsorden. Derfor vil Grønland tage ansvar som en ligeværdig partner.

Lad os tale ærligt i dag, for med ærlighed når man længst blandt venner. Det nordiske samarbejde er i dag ikke optimalt og tidssvarende og kan også på avanceret dansk betegnes som dysfunktionelt. I den rigtige verden, i nordisk regi, er Grønland tit uden for fællesskabet. I den rigtige verden er Grønland kun delvis en del af vennekredsen i nordisk regi, og det kan vi ikke acceptere. Venner skal ikke deles op i et A-hold og et B-hold. Enten er man venner, eller også er man bare nogle, der kender hinanden og møder hinanden til festlige lejligheder.

Hvis ikke man her i nordisk regi vil tage venskabet med os alvorligt og sikre, at vi er med og bliver hørt, må vi revurdere vores deltagelse her. Vi ønsker at være en del af hele fællesskabet, ikke kun dele af det. Men hvis man vil det ligeværdige samarbejde, som vi har higet efter i alle årene, så har vi noget at være sammen om. Dette kan dog ikke skydes til hjørnespark længere; vi kan ikke vente 5-10 år længere. Enten er man sammen eller ej. Vi vil samarbejdet på lige vilkår. Vil I? 

Kære venner, vi lever i 2023. Lad os få et tidssvarende samarbejde. Vi lande med samme værdier må i disse svære tider stå ligeværdigt sammen. Qujanaq.