Norden tager temperaturen på den grønne omstilling

18.11.20 | Nyhed
klimadebat choosing green 2020

Emma Holten fra Oxfam Ibis på scenen til Choosing Green Summit 2020.

Fotograf
Charlotte de la Fuente

Emma Holten, paneldeltager i en af debatterne under Choosing Green.

På debatarrangementet Choosing Green mødtes over halvtreds repræsentanter fra ungdomsorganisationer, industrien, sociale organisationer, NGO’er, forskere, klimaaktivister og politikere for at diskutere grøn omstilling i coronaens skygge. Alle perspektiver frembragt på dagen vil indgå i Nordisk Ministerråds forberedelse til klimaforhandlingerne på COP26 i Glasgow.

Året 2020 skulle have været klimaets år. Forhandlingerne ved COP26 var spået en afgørende rolle i fremtidens fælles globale indsatser. På trods af en udskydning på et helt år er hverken handlingskraft eller ambitionsniveau stækket i de Nordiske lande. Det synes tydeligt efter gårsdagens debatter under navnet ”Choosing Green”.

I seks debatter blev komplekse spørgsmål om både Nordens rolle i de globale klimaindsatser og udfordringerne med at sikre en social bæredygtig grøn omstilling vendt. Hvordan får vi alle med? Og hvordan kan den nordiske velfærdsmodel være en hjælp, måske endda et godt eksempel, til at opnå netop social retfærdighed? Den nye grønne virkeligheds konsekvenser for arbejdsmarkedet, konkurrenceevnen og ikke mindst uddannelsessektoren var også blandt dagens debatemner.

Vi har mange fælles udfordringer, men vi har i særdeleshed en masse fælles løsninger.

Paula Lehtomäki, Generalsekretær i Nordisk Ministerråd

”Leave no one behind"

Princippet ”leave no one behind” stod stærkt, og klimaudfordringernes slagside mod i forvejen udsatte folkegrupper blev bragt frem i flere debatter. Også Nordens store klimaaftryk blev fremhævet. Er vi virkelig et folkefærd med en livsstil til efterlevelse? Det ville være katastrofalt, lød det fra scenen. Vi lever en virkelighed hvor 10% af jordens befolkning bruger over 50% af de fælles ressourcer, lød det videre.

Et styrket nordisk samarbejde var også et gennemgående tema og blev fremhævet af flere panelister. Paula Lehtomäki, Generalsekretær i Nordisk Ministerråd, fremhævede de mange muligheder, som det etablerede nordiske politiske fællesskab rummer: ”Nordisk Ministerråd kan tilbyde en platform, hvor landene kan dele og udveksle best practice. Vi har mange fællesudfordringer, men vi har i særdeleshed en masse fælles løsninger. Lad os udnytte det endnu bedre.”

Alle perspektiver frembragt af både panel, keynotetalere og publikum vil indgå i Nordisk Ministeråds forberedelse til klimaforhandlinger på COP26 i Glasgow.

 

Choosing Green er et heldags debatarrangement arrangeret af Nordisk Ministerråd og Norden i Fokus. I seks debatter fordelt over tre temaer samledes over 50 panelister for at dele deres viden og debattere den grønne omstilling i lyset af coronapandemien. 

Læs mere om eventet her.