Norden har løsningerne til en fossilfri fremtid

03.03.21 | Nyhed
Vindmøller i Øresund
Photographer
Sigurður Ólafsson/norden.org
Nordiske løsninger er den rigtige vej til en fossilfri energiproduktion. Det sagde EU's energikommissær, Kadri Simson, på et webinar i regi af Nordisk Råd. Der var stor enighed på webinaret om, at de fremtidige energiudfordringer kræver mere samarbejde, men der kom også en advarsel om, at der er risiko for, at det nordiske elmarked udvikler sig i en mere national retning.

Formålet med webinaret var at give medlemmerne i Nordisk Råd og repræsentanter fra EU en mulighed for at udveksle erfaringer om fremtidige energiløsninger og forsøge at pege på det næste skridt i overgangen til en fossilfri energiproduktion.

Begge de nordiske lande og EU har høje klimaambitioner, og derfor er omstillingen til vedvarende og bæredygtig energiproduktion en vigtig faktor.

Meget ros til det nordiske

På webinaret fremhævede EU-kommissær Kadri Simson Norden som et stærkt forbillede for det regionale energisamarbejde i EU. Hun indledte med at fokusere på et spørgsmål i webinarets overskrift: Er de nordiske løsninger den rigtige vej til en fossilfri fremtid? Og hendes svar var kort og præcist.

– Ja, de nordiske løsninger er den rigtige vej at gå.

Simson roste især det nordiske elmarked, som hun kaldte en succes. Blandt succesfaktorerne nævnte hun forsyningssikkerheden, og at Norden har løst problemet med integration af vedvarende energi i sine systemer.

– Jeg kan kun opfordre jer til at fortsætte med det I gør og være det gode eksempel, sagde Kadri Simson henvendt til de nordiske lande.
 

Norden som inspiration

Også Pyry Niemi, som er ordfører for Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden, fremhævede det nordiske energisamarbejde som en inspirationskilde for andre.

– I vores region er vi i den fordelagtige position, at vi har sammenkoblede elnet og et fælles elmarked. Det er værktøjer, som vi bruger effektivt i den grønne omstilling. Systemet, som bakkes op af politisk vilje og visioner, har vist sig at være robust og let at opskalere. Disse positive erfaringer bør også kunne inspirere andre dele af Europa, sagde Niemi.

Nye udfordringer

Simon-Erik Ollus, direktør i energikoncernen Fortum, nævnte alt det positive, som det fælles elmarked har givet nordboerne. Men samtidig påpegede han, at det blev skabt for 25 år siden i et helt andet miljø end i dag.

Ifølge ham står vi nu over for nye udfordringer, hvor der er risiko for, at udviklingen går i retning af mere nationale elmarkeder i Norden, og hvor vi i så fald mister al den gavn, som vi hidtil har fået af det fælles elmarked.

Derfor mente Ollus, at vi står ved en skillevej, hvor der nu er basis for en stærkere politisk styring inden for energi- og klimapolitikken.

– Men det kræver, at der er politisk vilje i de nordiske hovedstæder, sagde Ollus.

Store muligheder på havet

Morten Helveg Petersen, som er viceordfører for EU-Parlamentets udvalg for industrispørgsmål, forskning og energi, talte blandt andet om energiproduktion på havet. Han sagde, at Norden i teorien har store muligheder i Nordsøen og Østersøen for at kunne producere hydrogen og power-to-X i stor skala til transportindustrien. Det er dog en forudsætning, at man kan forene interesser som blandt andet fiskeri, forsvarsspørgsmål og shipping.

– Det lyder måske enkelt, men i virkelighed er det ekstremt svært. Hvis vi i Norden kunne gå skridtet videre med fælles planlægning og aftaler om biodiversitet og klimaspørgsmål relateret til havene, ville vi virkelig kunne vise vejen, måske endda globalt, sagde Petersen.

Model for Europa

I sin afsluttende kommentar havde EU-parlamentariker Henna Virkkunen, medlem af udvalget for industrispørgsmål, forskning og energi, fokus på det nordiske energisamarbejde som en model for, hvordan Europa kan blive mere selvforsynende med energi i fremtiden.

– I arbejdet med at realisere EU's energiunion og mindske EU's afhængighed af ekstern energi, især fra Rusland, burde man lade sig inspirere af det nordiske samarbejde, sagde Virkkunen.

 

Nordisk Råd afholdt webinaret "Towards a fossil-free future – are the Nordic solutions the right way to go?" den 2. marts. Webinaret bestod af to dele. Den første del havde overskriften “Session on the transition to fossil-free energy supply” og handlede om energi. Den anden del handlede om elmarkedet og havde overskriften ”Session on development of cross-border electricity markets”. Webinaret havde blandt andet deltagelse af Nordisk Råds medlemmer, EU-parlamentarikere, Europa-Kommissionen og eksterne eksperter.

Se arrangementet

Du kan se arrangementet her: