Unnur Brá Konraðsdóttir (Hovedindlæg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
286
External speaker
Unnur Brá Konraðsdóttir
Speaker role
Præsident i Vestnordisk Råd
Date

Fru præsident, kære venner. Det arktiske område har stor betydning for hele Norden. Vestnordisk Råd har i de sidste år været optaget af at analysere regionens position i det internationale system med særlig fokus på Arktis. Rådet har sat et arbejde i gang med henblik på at definere Vestnordens fælles interesser med hensyn til arktiske anliggender. I samarbejde med vestnordiske akademikere arbejder rådet på at lave en udredning om velegnede samarbejdsområder. Vi vil give konklusionerne herpå til diverse nordiske udenrigsministre. Dette kan forhåbentlig danne grundlag for en fælles vestnordisk strategi. Vi vil selvfølgelig også orientere Nordisk Råd om konklusionerne.

Vestnordisk Råd værdsætter det tætte samarbejde med Nordisk Råd, og jeg kan høre, at ungdommen, som er her i Nordisk Råd, har stor interesse for Vestnorden, og det er jeg meget glad for. Tak for det. Det er vigtigt at have mulighed for sammen at behandle spørgsmål af fælles interesse. Vestnordisk Råd, Nordisk Råd, Stortinget og Folketinget afholdt i august for anden gang en fælles konference, denne gang om fælles forståelse for udnyttelse af Nordatlantens levende ressourcer. Det var en yderst vellykket konference, hvor hovedkonklusionen var, at samarbejde er nøgleordet, når konflikter skal løses. I tråd med at begge fælles konferencer har været kæmpe successer med nyttige konklusioner, har Vestnordisk Råds og Nordisk Råds præsidium foreslået, at vi overvejer, om det ikke kunne være en idé for os at gentage successen og snart afholde rådenes tredje fælles konference med et tema af relevans. Tak for samarbejdet, og tak for opmærksomheden.