Annika Olsen (Hovedindlæg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
324
Person
Speaker role
Landsstýrismaður
Date

Tak, herr præsident. Det er mig en glæde, at jeg på vegne af de nordiske samarbejdsministre kan præsentere vores redegørelse ”Opfølgning af Rio+20”. Norden medvirkede aktivt i FN’s konference om bæredygtig udvikling, Rio+20. De nordiske lande deltog ligeledes aktivt i forhandlingerne om og formuleringen af slutdokumentet ”The Future We Want”. Desuden deltog Nordisk Ministerråd i flere internationale aktiviteter under konferencen.

Selv repræsenterede jeg Færøerne i Rio og havde fornøjelsen af at have et indlæg i Nordisk Ministerråds seminar om forbindelsen mellem køns ligestilling, velfærd, klima og grøn økonomi – et meget vellykket seminar, der konkluderede, at en bæredygtig fremtid ikke kan opnås uden ligestilling mellem kvinder og mænd.

På linje med paragraf 98 i Rio+20-konferencens slutdokument har Nordisk Ministerråd lagt en ny strategi for bæredygtig udvikling: ”Et godt liv i et bæredygtigt Norden”. Strategien fremfører den målsætning, at alt arbejde inden for Nordisk Ministerråds rammer skal have et integreret bæredygtighedsperspektiv.

Rio+20-konferencen førte til nogle internationale strukturelle og organisatoriske forbedringer. På Rio+20 besluttede man at oprette et globalt politisk forum på højt niveau, som skal erstatte FN’s kommission for bæredygtig udvikling. Det er hensigten at styrke diskussionerne om bæredygtighed institutionelt, således at disse kan integreres mere effektivt i FN’s virksomhed. De nordiske lande deltager aktivt i arbejdet med at udforme dette nye forum.

Rio+20-konferencen resulterede også i en vis styrkelse af FN’s miljøprogram, UNEP, især fordi man tog beslutning om globalt medlemskab af UNEP’s styrende organ. Dette betyder, at alle verdens lande nu kan deltage, i stedet for at der kun er de 58 medlemmer, der tidligere medvirkede. De nordiske lande fortsætter med aktivt at bidrage til reformarbejdet ud fra den målsætning, at der skal nås en aftale om forholdsregler, som virkelig styrker UNEP, uden at organisationens mandat udhules.

Et af konferencens centrale resultater vurderes at være, at begrebet grøn økonomi nu anerkendes som en del af FN’s politik. En grøn økonomi fremmer menneskets velbefindende og retfærdighed, samtidig med at den mindsker miljørisici og risikoen for fejl i økologiske ressourcer. Grøn energi har lav kuldioxidpåvirkning, er ressourceeffektiv og omfatter alle mennesker. I tråd med dette vil de nordiske lande fremme grøn økonomi såvel nationalt som europæisk og internationalt.

De nordiske lande støtter en effektiv implementering af Rio+20-konferencens resultater og har allerede initieret et bredt spektrum af nationale opfølgningsaktiviteter. Landenes indsatser omfatter blandt andet følgende områder: bekæmpelse af fattigdom, demokrati, menneskerettigheder, ligestilling, 10-årige rammer for bæredygtigt forbrug og bæredygtig produktion, bæredygtig byudvikling, levnedsmiddelforsyning, vand og sanitet, biologisk diversitet og økosystemkredsløb, illegal handel med udryddelsestruede dyr og planter, ansvarsfulde industrier, Agenda 21, civilsamfundet og hav og fiskeri.

Havet har en fundamental betydning for fiskerinationer som for eksempel Færøerne. Selv små udsving i havets tilstand har en direkte påvirkning på den færøske økonomi. Desuden er bæredygtigt fiskeri og fiskeopdræt meget betydningsfuldt for såvel den globale fødevaresikkerhed som for den økonomiske vækst. Rio+20 skal være en påmindelse til os alle om det store ansvar, vi har, for at sikre et rent hav og en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer.

Jeg formoder, at de enkelte landes nationale opfølgningsindsatser er jer bekendte, så jeg vil i min præsentation fokusere på de fællesnordiske aktiviteter. Derfor vil jeg informere jer lidt mere om arbejdet med BNP-temaet, udarbejdelsen af globale mål for bæredygtighed samt om udfasningen af subventioner til fossile brændstoffer.

Jeg kan se, at taletiden er ved at løbe ud, så jeg når ikke at gennemgå det hele, men det, som man har fokuseret meget på, er i hvert fald BNP og det her med, at ad hoc-gruppen, som skal fungere på tværs af de forskellige ministerier og sektorer, virkelig skal få løftet den her opgave – jeg kan se, at tiden er ved at løbe ud – og det er i hvert fald noget, som vi har vægtet meget i Nordisk Ministerråd.

Vi har længe arbejdet med bæredygtig udvikling, og vi er kommet meget langt, men det er ikke tilstrækkeligt. Vi bliver nødt til at gøre mere både her i Norden og globalt. Nordisk Ministerråds sekretær, Dagfinn Høybråten, konstaterede i september, at vi ikke kan skabe et bæredygtigt Norden uden samtidig at skabe en bæredygtig verden. Og det er jo meget korrekt: Vi bliver nødt til at tage ansvar for den internationale udvikling, øge velfærden og bekæmpe fattigdommen globalt. Og et første skridt er at deltage aktivt i de relevante internationale processer, herunder også at følge op på Rio+20.

Tusind tak for den ekstra tid, herr præsident.