Henrik Dam Kristensen (Indlæg)

Information

Speech type
Inlägg
Speech number
75
Speaker role
Den Socialdemokratiske Gruppes talsperson
Date

Tak for det, hr. formand, og tak til Finlands statsminister for et glimrende program for 2016.

Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd er langt hen af vejen enige om de politiske prioriteringer. Vand, natur og mennesker er gode temaer, som vi glæder os til at arbejde med.

Ministerrådets mål om at bekæmpe grænsehindringer bakker Nordisk Råd fuldt ud op om. Det er ikke første gang, at bekæmpelse af grænsehindringer er på dagsordenen. Det skal det også være, og vi kommer da heldigvis også hvert år et stykke videre. Problemet er, at selv om vi får afskaffet et vist antal hindringer hvert år, kommer der hvert år endnu flere til. Hvis et lovforslag har særlige konsekvenser i forhold til de øvrige nordiske lande, f.eks. i forhold til den fri bevægelighed mellem de nordiske lande, så burde der være konsekvente og ensartede regler, men det er der ikke altid. Det er, fordi de nordiske lande implementerer EU-direktiverne forskelligt. Så derfor er et fokus på et stærkt koordineret samarbejde mellem de nordiske lande i EU helt sin plads. Der er behov for mere Norden i EU og en stærkere nordisk stemme i EU.

Jeg noterer mig også, at der i programmet er bemærkninger om, at de nordiske landes turisterhverv har gode forudsætninger for, at vi laver en fælles nordisk indsats, som øger kendskabet til de nordiske lande om innovation og bærekraftige turistdestinationer. Det er jeg enig i. Jeg forstår også, at Nordisk Råds Miljøudvalg har det på dagsordenen senere på sessionen, og så er det i øvrigt i god overensstemmelse med, hvad det danske formandskab også har planer om at arbejde med. Her er en mulighed for succes, som vi helt klart må udnytte.

I morgen har Nordisk Råds Præsidium et møde med statsministrene. To ting er på dagsordenen: flygtningesituationen i Europa og et øget nordisk samarbejde inden for bistandsområdet. Bistandsområdet mangler et formelt ministerråd at samles i. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi får udnyttet den energi, der ville være i at samarbejde inden for det område. Derfor er det en glæde at høre, at Finlands formandskab ønsker at fremme international udviklingspolitik inden for vandsektoren. Det er et vigtigt sted at starte.

Så er jeg specielt fornøjet over, at Finland har indført et nyt ord, nemlig vanddiplomati.

Jeg skal bare slutte med at sige, at vi ønsker held og lykke til det finske formandskab. Vi glæder os til samarbejdet.