Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

Axelsson & Nilsson Duo

I 1986 mødtes to unge svenske musikere, percussionisten Jonny Axelsson og trombonisten Ivo Nilsson, ved de berømte sommerkurser for ny musik i Darmstadt. Mødet resulterede i etableringen af Axelsson & Nilsson Duo, der i næsten 20 år har tilhørt den eksperimenterende avantgarde i svensk musik.

Alene besætningen er usædvanlig: Trombone og slagtøj. Af forståelige grunde er store dele af deres efterhånden meget omfattende og enestående repertoire skrevet specielt til dem.

En del af disse værker er fastholdt på cd, bl.a. værker af Dror Feiler, Karin Rehnquist, Richard Barret og Volker Staub (Axelsson & Nilsson Duo. dB Productions 1997).

Sideløbende med deres virke i duoen arbejder både Axelsson og Nilsson med en række andre projekter, alene eller i samarbejde med andre musikere og kunstnere. Begge er de medlemmer af kunstnersammenslutningen Fylkingen, og Ivo Nilsson er medlem af Kammarensemble.

Axelsson & Nilsson Duo er meget eksperimenterende og udforskende i deres kunst. Koblingen mellem improvisation og interpretation er ét centralt element. Et andet er deres medvirken i andre sammenhænge, bl.a. teater, danseforestillinger, kunstudstillinger og pædagogisk virksomhed med kurser og seminarer.

Jonny Axelsson samarbejder med komponister om at opdage nye klangmuligheder og om at udvikle nye spilleteknikker (og endda nye instrumenter), og hans solorepertoire, der både er omfattende og krævende, rummer hovedværker af komponister som Iannis Xenakis, Karlheinz Stockhausen, Per Nørgård og Kaija Saariaho.

Både solo og i duoen spiller Axelsson værker af Ivo Nilsson, der også har gjort sig bemærket som komponist. Hans helaftensværk Rotorelief, baseret på tekster af Marcel Duchamp, er for nylig udsendt på cd i en indspilning med KammarensembleN (SFZ Records, SFZ 1006).