Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

BIT20 ensemble

I pressemateriale fra det norske BIT20 ensemble kan man læse at formålet for ensemblet er "… advancing performances of Norwegian and international art music of our time. The ensemble aspires also to promote cultural exchange between diverse cultural groups and peoples, and to help further artistic activity in Bergen."

Og man må sige,  at dette formål til fulde er blevet opfyldt  siden BIT20 ensemblet blev grundlagt i 1989  i netop Bergen. Ensemblet har profileret sig som ét af Nordens væsentligste, især som ambassadører for vor tids musik.

Årligt giver BIT20 ensemblet mellem 30 og 40 koncerter, og har siden oprettelsen opført mere end 300 forskellige værker. Af disse har hen ved 100 været uropførelser, ofte af værker skrevet til eller på bestilling af ensemblet.

Således er Lasse Thoresens Løp, lokk og linjer - der var nomineret til Nordisk Råds Musikpris i 2004 - skrevet til BIT20 ensemblet. En cd med værket er under udgivelse.

Ensemblets virke er fastholdt på mere end 20 cd´er, og tilskuere i mange lande har kunnet opleve ensemblets høje niveau i forbindelse med en række turneer til bl.a. Østrig, Estland, Rusland, England, Italien, Tyskland og Frankrig.

Musikdramatiske produktioner er et andet væsentligt område for BIT20 ensemblet, der har medvirket i værker af komponister som Antonio Bibalo, Henrik Hellstenius, Philip Glass, Gisle Kværndokk og Nigel Osborne.

I lighed med andre af de nominerede kandidater arbejder BIT20 ensemble også med formidling i form af skolekoncerter og pædagogiske projekter med børn og unge.

Den store fleksibilitet i besætning, der tidligt var et kendetegn for BIT20 ensemblet, er i de senere blevet formaliseret i kraft af etableringen af flere BIT20 ensembler: BIT20 Duo, BIT20 Jug Band og BIT20 Percussion.