Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Athelas Sinfonietta Copenhagen

Siden dannelsen i 1990 har Athelas Sinfonietta Copenhagen markeret sig som et ikke alene meget aktivt, men også særdeles grænsesøgende ensemble. Takket være det høje professionelle niveau hos alle musikerne har ensemblet været i stand til at indtage placeringen som ét af de mest roste og betydningsfulde danske kammerensembler.

Hovedvægten er lagt på den ny musik, både dansk og udenlandsk. I ensemblets levetid er det blevet til ca. 350 opførelser af værker fra det 20. århundredes sidste halvdel, heraf mange uropførelser, ofte skrevet til Athelas.

Ensemblet har opført værker af betydningsfulde nordiske komponister som fx Magnus Lindberg, Kaija Saariaho, Arne Nordheim, Sven-David Sandström, Per Nørgård, Poul Ruders og Anders Nordentoft.

Blandt andet på grund af den store indsats for den helt nye musik blev Athelas i perioden 2000-2002 udnævnt til "Dansk Statsensemble", hvilket medførte en række repræsentative opgaver for den danske stat og det danske kongehus.

Den konsekvente satsning på høj kvalitet har medført samarbejde med en lang række fremtrædende solister og dirigenter, bl.a. Christian Lindberg, Rebecca Hirsh, Reinbert de Leuw, Thomas Adès, Ilan Volkov og George Benjamin.

I de senere år har Athelas i stigende grad medvirket i musikdramatiske produktioner (fx Anders Nordentofts On this Planet, nomineret til Nordisk Råds Musikpris i 2004), samt i projekter, der integrerer forskellige kreative discipliner, fx film, recitation, drama, dans og musik, fx Maurice Weddingtons The Art of Unfolding, der opføres bl.a. i Beijing i foråret 2005.

Sidstnævnte er et eksempel på et nyt felt for Athelas Sinfonietta´ens virke: Det internationale samarbejde, hvor der i kraft af partnerskaber med udenlandske kunstnere og ensembler sættes nye mål for ensemblets bestandige kunstneriske stræben.
Navnet Athelas? En lægeplante i Tolkiens Ringenes Herre.