Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

E-indkøb kan føre til besparelser for nordiske skatteydere

12.09.17 | Nyhet
Grafer og penge
Det forventes, at man ved at fremhjælpe et bæredygtigt marked for offentlige e-indkøb kan generere betragtelige besparelser for skatteydere i kraft af øget effektivitet i offentlige indkøbsprocesser. Nordic e-Procurement Network er et samarbejde mellem beslutningstagere i de nordiske lande og har til formål at facilitere elektronisk samarbejde i indkøbsprocessen i praksis med udgangspunkt i gældende internationale standarder.

Selvom der i de nordiske lande er foregået en uformel koordinering i flere år, anerkender man nu, at en intensivering og formalisering af dette samarbejde kan bidrage yderligere til etableringen af et de facto fælles og åbent marked for e-indkøb i de nordiske lande og skabe muligheder for øget indflydelse på den europæiske udvikling.

Nordic e-Procurement Network

Nordic e-Procurement Network er et samarbejde mellem beslutningstagere i de nordiske lande og har til formål at facilitere elektronisk samarbejde i indkøbsprocessen i praksis med udgangspunkt i gældende internationale standarder.

Netværkets primære opgaver er at

  • facilitere interoperabiliteten og den praktiske brug af e-indkøb i de enkelte lande og på tværs af landegrænser både i Norden og i resten af Europa
  • harmonisere de forskellige typer e-indkøbsdokumenter og -procedurer
  • bidrage til udviklingen og anvendelsen af internationale standarder for e-indkøb
  • bidrage til videndeling om nationale politikker i de nordiske lande. 

En række konkrete tiltag

Efter udførelsen af en forundersøgelse i efteråret 2016 har man vedtaget en række konkrete tiltag, som skal udvikles i 2017:

  1. Skabe øget opmærksomhed på politisk niveau i Norden.
  2. Sikre, at der effektivt og inden for rimelig tid bliver udviklet relevante europæiske standarder, som kan understøtte de nordiske landes behov.
  3. Facilitere og koordinere fælles tilgange og aktiviteter i Norden.
  4. Sikre fælles implementering af standarder og løsninger ved hjælp af bedre viden om og forståelse af årsagerne til de aktuelle forskelle.
  5. Facilitere et harmoniseret nordisk marked, der kan understøtte en komplet offentlig e-indkøbsproces.

Disse tiltag udvikles med støtte fra kontraherede redigeringsressourcer, delvist finansieret af Nordisk Ministerråd, på virtuelle og fysiske møder i det omfang, der er behov for det. Nordic e-Procurement Networks arbejde forventes at fortsætte i 2018 med en ambition om at udvide ordningen til de baltiske lande.