Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Nordiske løsninger skal sikre bæredygtige byer

27.04.15 | Nyhet
Utekafé
Fotograf
Karin Beate Nøsterud/norden.org
De nordiske ministre for regionaludvikling mødtes 27. april for at diskutere blandt andet bæredygtig byplanlægning. Samtidig afholdt Nordic Innovation under Nordisk Ministerråd konferencen Nordic Built Cities Arena, med fokus på at skabe innovative løsninger for bæredygtige byer i Norden og globalt.

Som led i Danmarks formandskab for Nordisk Ministerråd gennemfører Boligministeriet i Danmark og Nordic Innovation under Nordisk Ministerråd i årene 2015-2017 en fællesnordisk konkurrence om innovative løsninger til byrum.

Norden kan noget helt særligt med byrum og som en del af Danmarks formandsskab for Nordisk Ministerråd bliver der nu sat fokus på nordiske løsninger til byrum.

- Norden står stærkt, når det gælder om at tænke byrum, der også fungerer, når byerne vokser. Vi har en stor politisk interesse i, at de voksende byer bliver gode at leve i. Og så vi har en stærk økonomisk interesse i at sælge innovative produkter og løsninger til de voksende byer,” siger den danske minister for by, bolig og landdistrikter og nordiske anliggender, Carsten Hansen, som er formand for Nordisk Ministerråd i 2015.

Nordic Built Cities Arena

Nordic Built Cities er i fokus ved en konference arrangeret af Nordic Innovation, Danmarks Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter og Erhvervsstyrelsen i København den 27. april, Nordic Built Cities Arena, med over 200 deltagere, tre nordiske ministre samt en lang række eksperter på talerlisten.  Ud over selve konkurrencen er der også fokus på eksportaspektet af projektet.

Konkurrencens hovedformål er udviklingen af smarte, attraktive og bæredygtige løsninger til byrum i Norden. I tilgift kommer en indsats for at tilrettelægge en effektiv markedsføring af nordiske byrumsløsninger til voksende byer over hele verden. Der er således både et regionalt, nordisk fokus og et internationalt, mere eksportorienteret fokus i Nordic Built Cities.

Bæredygtige byrum konkurrerer

Konkurrencen er delt i tre. I den første del af konkurrencen (marts 2015 til juni 2015) konkurrerer nordiske byer, kommuner og private fra hele Norden om at blive blandt de op til otte byrum, som senere bliver vært for en lokalt baseret konkurrence.

I den anden del af konkurrencen (august 2015 til december 2015) inviteres hele den nordiske byggebranche og relaterede brancher til at sende forslag til løsningskoncepter for de udvalgte byrum. For hvert af de disse byrum vælger en lokal jury maksimum fire finalister, som går videre i konkurrencen.

I den tredje del af konkurrencen (december 2015 til maj 2016) udarbejder finalisterne i nært samarbejde med ejerne af de udvalgte byrum deres endelige byrumskoncepter. Herefter udpeges en vinder per byrum, som får mulighed for at realisere sit koncept. Blandt de lokale vindere udser en uafhængig jury med nordiske og internationale eksperter en samlet nordisk vinder af hovedpræmien på 1,2 millioner NOK.

Nordic Built Cities bliver også en del af et større nordisk fremstød frem mod COP21 i Paris til december, under overskriften "New Nordic Climate Solutions".

Læs mere om konferencen, Nordic Built Cities og Nordic Built Chartret her.