Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Økonomireglement for Nordisk Råd

Økonomireglement for Nordisk Råd blev vedtaget af Præsidiet den 7. september 2021 med ikrafttræden 1. januar 2022. Økonomireglementet erstatter Økonomireglement for Nordisk Råds virksomhed fra 25. september 2001.

Generelt

§ 1 Reglementets anvendelse

Dette reglement gælder for Nordisk Råds virksomhed. 

Domicillandets regler for økonomiforvaltning, regnskab og revision gælder, hvis andet ikke er bestemt i nordiske aftaler, vedtægter eller andre forskrifter.

Rådsdirektøren er ansvarlig for, at virksomheden efterlever bestemmelserne i dette reglement.

 

§ 2 Budget- og regnskabsår

Kalenderåret er budget- og regnskabsår for Nordisk Råds virksomhed.

Budgetprocedure

§ 3 Budgettets indhold og formål

Budgettet fastsætter bevillingsniveauet for forskellige budgetposter i budgetåret.

Formålet med budgettet er at sikre, at de økonomiske ressourcer anvendes effektivt og i overensstemmelse med de politiske beslutninger, som vedtages af Nordisk Råd. Dette indebærer, at målstyring og resultatvurdering skal være en integreret del af budgetprocessen, og at der i videst muligt omfang skal være opstillet mål for anvendelsen af midlerne i budgettet inden budgettets vedtagelse.

 

§ 3 B Valuta og prisopregning i budgettet

Bevillinger angives i DKK.

Budgettet vedtages på basis af en skønnet prisudvikling for budgetåret. De anvendte prisopregningsfaktorer skal angives i budgetdokumentet.

 

§ 4 Budgetramme

Budgettet udarbejdes med udgangspunkt i fastlæggelsen af en total økonomisk ramme for budgettet.

Budgetrammen vedtages af Præsidiet i september.

 

§ 5 Nordisk Råds budgetforslag

Rådsdirektøren udarbejder forslag til Nordisk Råds budget med udgangspunkt i den vedtagne budgetramme. Budgetforslaget forelægges Præsidiet i oktober. 

Rådsdirektøren har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet og sammenhæng i budgetforslaget. 

 

§ 6  Nordisk Råds endelige budget

Det endelige budget vedtages af Præsidiet i året før budgetåret med forbehold for de nationale parlamenters indbetaling af medlemsbidrag.

Budgettet vedtages af Præsidiet inden den 15. december.

 

§ 7 Budgettets finansiering

Nordisk Råds budget finansieres af bidrag fra de nordiske parlamenter og gennem indtægter fra virksomheden.

De enkelte landes bidrag fastsættes af Præsidiet og beregnes ud fra hvert lands andel af den samlede nordiske bruttonationalindtægt til faktorpriser for de to senest opgjorte år ved brug af valutakurser for samme to år. Landenes indbetalinger i DKK sker i to lige store rater i henholdsvis januar og juli. 

 

§ 8 Rapportering

Der udarbejdes en årsrapport, hvor der redegøres for resultaterne af Nordisk Råds virksomhed ud fra de opsatte mål i budgettet. 

Årsrapporten forelægges Præsidiet efter årets afslutning, dog senest i september. 

Årsrapporten redegør for centrale økonomiske resultater samt resultater af større og prioriterede temaer fra forrige år.

Som led i budgetrammen i september præsenteres en økonomisk statusrapport for anvendelsen af midlerne i Nordisk Råds budget. Statusrapporten forelægges Præsidiet.

Ansvar og rammer

§ 9 Overordnet ansvarsfordeling

Når budgettet er vedtaget af Præsidiet, skal rådsdirektøren sikre beslutningens gennemførsel. 

Rådsdirektøren stiller midler til disposition for den budgetterede virksomhed. 

Budgetmidler kan tilb geholdes, såfremt de opstillede betingelser for udbetaling ikke er opfyldt.

 

§ 10 Budgetrammer og disponering

For virksomhed, der finansieres over Nordisk Råds budget, gælder, at midler ikke må disponeres, sådan at det medfører økonomiske forpligtelser, under budgetåret eller senere, udover det, som er bevilget i vedtaget budget, eller er opnået gennem virksomhedens andre indtægter.

Er budgettet vedtaget med forbehold for de nationale parlamenters godkendelse, skal samme forbehold fremføres, såfremt der indgås forpligtelser, som vil kræve finansiering fra det pågældende budgetårs bevilling.

Overskud skal som hovedregel tilbagebetales til medlemslandene efter samme fordelingsnøgle som ved bidraget. Præsidiet kan dog beslutte, at beløb fra et eventuelt overskud fra et regnskabsår overføres til det følgende budgetår, og længst til det derpå følgende budgetår, til et eller flere specifikke formål jf. §20.

 

§ 11 Andre indtægter og middelsplacering

Midler fra Nordisk Råds budget skal i størst mulige omfang, på de bedst mulige betingelser og under hensyntagen til betryggende sikkerhed placeres på rentebærende konti.

 

§ 12 Kontrol

Nordiske partigruppesekretariater, som har midler fra Nordisk Råds budget, skal kontrollere at disse er anvendt økonomisk ansvarligt, og i overensstemmelse med reglerne for parti- og mandatstøtte til partigrupper og medlemmer udenfor partigrupper.

Andre samarbejdsparter, som har midler fra Nordisk Råds budget, skal kontrollere at disse er anvendt økonomisk ansvarligt i overensstemmelse med formålet, med bestemmelserne i dette reglement og med forudsætningerne i det vedtagne budget.

Nordisk Råd har adgang til al information fra samarbejdspartner, der har midler fra Nordisk Råds budget, som skønnes nødvendig for at kontrollere og evaluere virksomheden i forhold til økonomi og indhold.

 

§ 13 Inventarfortegnelser

Inventar og udstyr, der er anskaffet over Nordisk Råds budget og/eller tilhører Nordisk Råd, skal registreres og opbevares på betryggende vis. Inventar eller udstyr, som er i overskud eller skal kasseres, skal afhændes på den for virksomheden mest fordelagtige måde.

 

§ 14 Forsikringer

Forsikringsbehovet skal regelmæssigt vurderes og forsikringsdækningen tilpasses.

 

§ 15 Kasse- og regnskabsfunktioner

Kasse- og regnskabsfunktionerne skal varetages på betryggende måde under hensyn til gældende bestemmelser.

Kontrol af kasse- og regnskabsfunktionerne skal udøves regelmæssigt.

Nærmere bestemmelse om kasse- og regnskabsfunktioner samt kontrollen hermed skal fastlægges i en regnskabsinstruks.

 

§ 16 Udbetaling

Der udarbejdes instrukser, til sikring af, at der gennemføres fornøden kontrol forud for udbetaling, og at udbetalinger registreres umiddelbart og korrekt.

 

§ 17 Indbetaling

Der udarbejdes instrukser til sikring af kontrol og korrekt registrering af indkomne midler.

 

§ 18 Bogføring

Bogføringen skal altid holdes ájour og være tilrettelagt således, at der kan opstilles regnskab i overensstemmelse med § 19 og de gældende regler i Danmark.

Regnskaber og revision

§ 19 Regnskaber

Afleveringsdato
Senest 15. februar i året efter budgetåret afgives fuldstændige regnskaber for budgetåret til Rigsrevisionen i Danmark. I særlige tilfælde kan rådsdirektøren give dispensation frem til 1. april.

Indhold
Virksomhedens regnskab skal indeholde resultatopgørelse, balance samt en redegørelse for årsagerne til eventuelle afvigelser i forhold til budgettet og øvrige oplysninger, som årets regnskab giver anledning til.
Regnskabet skal i øvrigt opstilles ud fra rådsdirektørens instrukser.
Regnskabet skal underskrives af ledelsen.

Regnskabsprincip
Regnskabet skal være baseret på et modificeret bogføringsprincip (modified accrual accounting).

 

§ 20 Forældelsesregler

Overskud fra et regnskabsår betales som hovedregel tilbage til medlemslandene jf. §10. 
Præsidiet kan beslutte at overskud fra et regnskabsår overføres til det følgende budgetår og længst til det derpå følgende budgetår, til et eller flere specifikke formål.
Midler, der er forældede i henhold til ovenstående, optages i Nordisk Råds regnskab for forfaldsåret.

 

§ 20 B Overskud/underskud

Præsidiet tager i forbindelse med regnskabets vedtagelse stilling til årets resultat, herunder eventuel tilbagebetaling af overskud / indbetaling af underskud til/fra parlamenterne. Eventuel tilbagebetaling af overskud / indbetaling af underskud sker ud fra den samme fordelingsnøgle, der blev anvendt ved fastlæggelsen af parlamenternes bidrag for budgetåret.

 

§ 21 Revisionsansvar

Ansvaret for revision af Nordisk Råds regnskab er hos Rigsrevisionen i Danmark. 

Ansvaret for revision af regnskaber for aktiviteter, hvor den forvaltende enhed ligger i Norden, er placeret hos den statslige revisionsmyndighed eller hos en statsautoriseret revisor, i den forvaltende enheds domicilland.
Ansvaret for regnskabsrevision for aktiviteter, hvor den forvaltende enhed ligger udenfor Norden, placeres efter nærmere aftale mellem rådsdirektøren og den statslige revisionsmyndighed i den forvaltende enheds domicilland.

Regnskaberne revideres i henhold til de gældende regler i det nordiske revisionsreglement.

Rådsdirektøren skal efter aftale med de statslige revisionsmyndigheder fremsende oplysninger og materiale, som efter revisionens skøn er af betydning for udførelsen af revisionsarbejdet.

Revisionen skal have adgang til at udtale sig, inden sekretariatet i sit regnskabssystem eller sine administrative forretningsgange iværksætter ændringer, der har betydning for revisionsarbejdet.
Rigsrevisionen i Danmark har adgang til at besigtige virksomhed der helt eller delvis er finansieret over Nordisk Råds budget.

 

§ 22 Revisionsberetning

Revisionsberetning afgives til rådsdirektøren før 1. juli i året efter budgetårets udgang.

Rådsdirektøren og Kontrolkomitéen skal gives mulighed til at kommentere revisionsberetningen forud for behandlingen af regnskaberne i Præsidiet. 
Det af Præsidiet godkendte årsregnskab fremlægges i Nordisk Råd til behandling.
Efter afsluttet behandling i Nordisk Råd sendes årsregnskabet og Nordisk Råds stillingtagen til de nordiske parlamenter.

Udfyldende bestemmelser

§ 23 Bemyndigelse

Præsidiet, eller den det bemyndiger hertil, udfærdiger udfyldende bestemmelser til dette reglement. 
Præsidiet kan dispensere fra reglementets bestemmelser under særlige omstændigheder.
Hvor der i dette reglement er henvist til Nordisk Råd, kan Nordisk Råd vedtage at bemyndige en instans eller person, såfremt dette ikke strider mod overordnet lovgivning.
Nordisk Råds sekretariat har hos samarbejdspartner på Nordisk Råds budget adgang til al information, som skønnes nødvendig for udførelse af tilsyn i forhold til dette reglement og udfyldende bestemmelser, og samarbejdspartnerne skal være behjælpelig med, at sådan ønsket information udarbejdes.

 

§ 24 Ikrafttræden

Dette reglement træder i kraft 1. januar 2022.