285. Christian Juhl (Huvudinlägg)

Information

Speech type
Huvudinlägg
Speech number
285
Speaker role
Nordisk Grön Vänster
Date

Tak for ordet. Kære Nordisk Råd, det her medlemsforslag ligger i forlængelse af en række forslag, som vi behandlede i går, om samfundssikkerhed, og som så mange andre forslag handler det om coronapandemien. Udviklingen i de sidste dage viser også, at vi bestemt ikke kan hvile på laurbærrene, for uanset hvilket land er der en stigende risiko for, at coronaen kommer tilbage. Det er godt, at vi har mulighed for at diskutere det i dag, og at vi i går havde mulighed for at diskutere med statsministrene, hvad vi fremadrettet kan lære af coronakrisen. Jeg tror, at de fleste af jer tog del i debatten og lyttede til, hvad der blev sagt.

Et af de områder, hvor vi kan lære af coronapandemien, handler om beredskab og beskabslagre, og en af de erfaringer, vi kan drage af pandemien, er, at når situationen ændrer sig, ændrer den type beredskab, der er brug for, sig også. Det vil sige, at vi ikke bare en gang for alle kan have det samme beredskab. Da det her medlemsforslag blev lagt frem for et halvt år siden, havde starten af pandemien bragt os på bristepunktet for at kunne sikre beskyttelsesudstyr til sundheds- og omsorgspersonalet, og det var vores fokus, hvorefter fokus helt berettiget blev flyttet til utilstrækkelige vaccineproduktioner på globalt plan, og mange af os betalte en meget høj pris, fordi markedet naturligvis udnyttede den store efterspørgsel efter vaccine. Der vil det være rigtig godt, at vi arbejder sammen om at forebygge en sådan situation. men ved en anden slags krise kan det være nogle andre ting, der er brug for, såsom reservedele, fødevarer eller andet.

Præsidiet mener, at det beredskab kræver et nordisk samarbejde, for selv om de nordiske lande har gjort sig forskellige erfaringer med kriser og leveringsberedskab, og selv om de enkelte lande vil øge deres nationale beredskabslagre af f.eks. fødevarer, er det dyrt, og et fælles nordisk beredskabslager kan være en løsning, der vil gøre det billigere for os alle sammen. Derfor mener præsidiet, at selv om medlemsforslaget omtaler beskyttelsesudstyr, vacciner og fødevarer, er der behov for en udredning for at se på, hvilke andre områder der er oplagte for nordiske beredskabslagre, og se på, hvor store de skal være. Coronapandemien har lært os, at det aktuelle behov ændres over tid, og at et samarbejde kan være til meget stor fælles nordisk nytte. Den har også vist os, at hvis vi har stærke samfund med gode beredskaber, kan vi klare os bedre, end hvis vi bare kæmper hver for sig. 

Præsidet foreslår, at Nordisk Råd godkender denne betænkning.