Guide: studere på Åland

Solnedgång över åländska berg och vatten om sommaren, silhuett av en kvinna i förgrunden till höger.
Photographer
Ozan Öztaskiran / Unsplash
Åland har været et aktivt studieområde i mere end 20 år og har et rigt foreningsliv og mange naturaktiviteter. Her kan du læse om uddannelsesmuligheder, uddannelsesstøtte og andre praktiske spørgsmål i forbindelse med studier på Åland.

Som studerende på Åland kan du leve et aktivt og varieret studieliv takket være øens mange foreninger. Året rundt kan du dyrke forskellige naturaktiviteter som ridning, langtursløb på skøjter, klatring og kajakpadling. Hvis du har brug for flere impulser, kan du let rejse til nærliggende byer som Stockholm, Uppsala og Åbo på blot et par timer med færge og endnu hurtigere med fly.

Det er en god idé, at du forbereder dig i forvejen, hvis du skal flytte til Åland på grund af studier, så alt går så problemfrit som muligt. Der er trods alt en del af tænke på, for eksempel hvor du skal være folkeregistreret, om du har ret til uddannelsesstøtte, og hvad der sker, hvis du bliver syg, mens du studerer på Åland.

Vi har udarbejdet denne guide for at hjælpe dig på vej.

Nordiske og udenlandske statsborgere kan studere på Åland

Takket været den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse kan nordiske statsborgere søge om optagelse på offentlige, videregående uddannelser i alle de nordiske lande. Du skal ikke have en særlig arbejds- eller opholdstilladelse for at studere på Åland.

Du kan også studere på Åland uden at søge om arbejds- eller opholdstilladelse, hvis du er statsborger i et andet EU-land, Schweiz eller Liechtenstein. Du skal dog registrere dig hos Migrationsverket, hvis du opholder dig på Åland i mere end tre måneder.

Hvis du er statsborger i et tredjeland, skal du søge om opholdstilladelse, før du kommer til Åland for at studere.

Svensksproget uddannelse på flere niveauer på Åland

Det ålandske uddannelsessystem består af førskole, grundskole, ungdomsuddannelser, videregående uddannelser samt folkehøjskoler.

Ålands folkhögskola, Ålands lyceum (gymnasium) och Ålands yrkesgymnasium (erhvervsuddannelser) har et fælles webbaseret ansøgningssystem. Hvis du ikke har svensk som modersmål, skal du bevise, at du har de fornødne færdigheder i mundtlig og skriftlig svensk. På Åland er der krav om svensk på B1-niveau, men nordiske elever er undtaget fra dette krav.

Medborgarinstitutet (Medis) tilbyder sprogkurser for personer, som har et andet modersmål end svensk. De er udformet sådan, at du blandt andet kan forberede dig til videre studier på svensk. Alle skoler på Åland er svensksprogede.

Sådan bliver du optaget på en videregående uddannelse på Åland

Högskolan på Åland har flere uddannelser, som fører til en bachelorgrad ("kandidatexamen" på svensk) og en uddannelse på masterniveau. Du kan også følge separate kurser via Öppnå högskolan.

For at søge om optagelse på bacheloruddannelserne eller masteruddannelsen ved Högskolan på Åland, skal du først undersøge, om du opfylder adgangskravene. Öppna högskolan har ingen optagelseskrav. Alle kan dermed tilmelde sig til deres kurser. Högskolan på Åland modtager ansøgninger hvert år.

Bacheloruddannelserne på Högskolan på Åland er gratis for alle ansøgere. Masterprogrammet er afgiftsbelagt for statsborgere uden for EU, Schweiz og Liechtenstein. Öppna högskolan opkræver en semesterafgift fra alle sine studerende.

Udvekslingsstuderende på Åland

Hvis du er studerende i et andet nordisk land, kan du undersøge, om din uddannelsesinstitution tilbyder udvekslingsstudier på Åland. Der er også flere internationale udvekslingsprogrammer for studerende, blandt andet Erasmus+ og Nordplus.

Uddannelsesstøtte ved studier på Åland

Hvis du er nordisk statsborger, får du normalt uddannelsesstøtte fra dit hjemland, når du studerer på Åland. Hvis du har boet på Åland i mindst seks måneder, kan du søge om ålandsk uddannelsesstøtte. Du kan også få andre former for støtte i forbindelse med ophold og studier på Åland.

Brug din ålandske uddannelse i udlandet

Almindeligvis kan du bruge din ålandske uddannelse til videreuddannelse og jobsøgning i andre nordiske lande.

Der gælder dog særlige krav for visse professioner og brancher, og disse kan variere fra land til land. Alle nordiske lande har desuden en række regulerede erhverv, som kræver autorisation. Det gælder især for uddannelser inden for sundhedsområdet samt erhvervsuddannelser.

Du bør derfor undersøge, om den ålandske uddannelse, som du overvejer, giver bemyndigelse til at arbejde inden for området i det land, som du ønsker at bo i efter studierne.

Praktisk information om studier på Åland

Når du skal bo og studere på Åland, er der nogle praktiske forhold, som du bør tænke på. I det følgende finder du nyttig information vedrørende studier på Åland. Du kan også læse vores guide om flytning til Åland.

Bolig

Du kan leje en studiebolig via Högskolan på Åland. Der findes også private og kommunale boligselskaber, som udlejer værelser og lejligheder.

Anmeldelse og flytning og folkeregistrering

Hvis du skal bo og studere på Åland i mere end et år, skal du anmelde flytning og folkeregistreres i Finland. Ved kortere perioder kan det være nødvendigt at anmelde midlertidig flytning. Husk at få din post eftersendt til en ålandske adresse.

Social sikring og sygesikring

Hvis du kommer til Åland fra et andet nordisk land for at studere, anses dit ophold på Åland som regel for at være midlertidigt. Dermed er du socialt sikret i det land, hvor du bor nu. Studerende fra alle nordiske lande har ret til sundhedsydelser på Åland. Hvis du har et EU-sygesikringskort, bør du medbringe det, når du skal studere på Åland.

Skat

Hvis du skal arbejde ved siden af dine studier, skal du undersøge, hvilket land du skal angive din indkomst i. Du betaler som regel skat i det land, hvor du arbejder, og din sociale sikring kan flyttes dertil.

Forsikring

Det er ikke et krav, at du har private forsikringer, når du studerer på Åland, men det er en god idé at have en rejseforsikring og en indboforsikring. Du kan kontakte dit forsikringsselskab for at undersøge, om dine forsikringer gælder, når du studerer på Åland, eller om du skal tegne nye forsikringer hos et ålandsk forsikringsselskab.

Bankkonto

Du kan som regel bruge dine almindelige betalingskort på Åland. Din bank kan oplyse dig om, hvad der gælder for dig. Du kan også vælge at åbne en bankkonto med betalingskort på Åland.

Tjek, om du har adgang til alle nødvendige loginoplysninger, eventuelle kodevisere og PIN-koder til at interagere med myndigheder i dit hjemland, når du studerer på Åland.

Studiekort og studierabatter

Ålands studerandekår (studenterforeningen) samarbejder med det digitale studiekort (Frank), som er en app for studierabatter.

Som studerende ved Högskolan på Åland kan du købe frokost til nedsat pris. Du får også adgang til en frokoststue, hvor du gratis kan opbevare, opvarme og spise din medbragte mad.

Uddannelsesinstitutionerne på Åland kan hjælpe dig videre

Du kan kontakte din kommende uddannelsesinstitution for yderligere information om at studere og om at have et godt studieliv på Åland.

Kontakt myndighed

Hvis du har spørgsmål om det ålandske uddannelsessystem, kan du kontakte Utbildning och Lärande hos Ålands landskapsregering.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.