Guide: distancearbejde i Finland eller for en finsk arbejdsgiver
Distancearbejde betyder, at man på eget initiativ arbejder et andet sted end på den egentlige arbejdsplads – eksempelvis derhjemme. Selvom de nordiske lande udgør en sammenhængende region, er der en række forhold, som man skal være opmærksom på, hvis man udfører distancearbejde mellem de nordiske lande, herunder social sikring, forsikringer, lønmodtagerbeskyttelse og skatteforhold. Desuden kan arbejdsgiverens ansvar variere mellem landene.
Du skal sikre dig, at din arbejdsgiver kender sine pligter i relation til distancearbejde, og at du har de nødvendige dokumenter og den nødvendige information, før du påbegynder distancearbejde i udlandet.
Informationerne i denne guide gælder for personer, som udfører distancearbejde i et andet nordisk land, uanset om der er tale om sporadisk, midlertidigt eller kontinuerligt distancearbejde. Hvis det er din arbejdsgiver, der har sendt dig til et andet nordisk land, kan du læse mere på siden Udsendte medarbejdere fra og i Finland. Hvis du kommer til Finland for at arbejde, kan du læse mere på siden Guide: arbejde i Finland.
Skriftlig aftale om rammerne for distancearbejde
Du bør have en skriftlig aftale med din arbejdsgiver om distancearbejde, som skal udføres i et andet land.
Du bør også lave en aftale med arbejdsgiveren om arbejdstid, resultatopfølgning, praksis ved sygefravær samt datasikkerhed. Du bør ligeledes afklare, hvor du er socialt sikret, og hvordan eventuelle merudgifter som følge af distancearbejde skal fordeles. Der findes mange forskellige ansættelsesformer, og derfor kan behovet for aftaler variere.
Social sikring og forsikring af distancearbejde
Distancearbejde fra et andet nordisk land har stor betydning for den ansattes sociale sikring, og hvor arbejdsgiveren skal betale sociale sikringsafgifter. Herunder kan du finde de regler, der gælder for dig.
Hvis du udfører distancearbejde i et andet nordisk land midlertidigt, er du ikke automatisk socialt sikret i Finland. Du kan blive socialt sikret i Finland, hvis din arbejdsgiver har søgt og fået en A1-attest til dig hos Pensionsskyddscentralen. Hvis du er selvstændig eller stipendiemodtager, skal du selv søge om en A1-attest. A1-attesten giver dig også ret til FPA's ydelser fra Finland.
Hvis du ikke har søgt om eller fået bevilget en A1-attest, kan du ikke blive socialt sikret i Finland, mens du udfører distancearbejde i et andet nordisk land.
Hvis du skal udføre distancearbejde permanent i udlandet, kan du heller ikke blive socialt sikret i Finland. Din sociale sikring skal derimod oprettes i arbejdslandet.
Du skal også have en A1-attest, hvis du arbejder delvist i Finland og delvist i et andet nordisk land. Det kan for eksempel være tilfældet, hvis du udfører distancearbejde i det ene land og arbejder på en arbejdsplads i det andet. Hvis du arbejder i to eller flere lande for den samme arbejdsgiver, skal arbejdsgiveren søge om en A1-attest til dig. Hvis du har flere arbejdsgivere, kan du selv søge om attesten. Du kan læse mere på Pensionsskyddscentralens netsted.
Hvis du udelukkende arbejder i Finland, er du som regel socialt sikret i Finland i henhold til EU's forordning om social sikring. Dermed skal den udenlandske arbejdsgiver betale sociale sikringsafgifter til Finland, og du kan modtage ydelser fra Finland.
Undtaget herfra er embedsmænd, som udfører distancearbejde, samt arbejdstagere som midlertidigt er udsendt til Finland fra udlandet, og som har en A1-attest fra deres hjemland. Du kan læse mere på Pensionsskyddscentralens netsted.
Forsikringer i udlandet
Det er vigtigt, at du undersøger, om din arbejdsgivers forsikring dækker distancearbejde i udlandet.
En arbejdsulykkesforsikring, som er tegnet af din finske arbejdsgiver, gælder i hele verden, men ikke nødvendigvis, hvis der er tale om ulykkestilfælde eller sygdomme under distancearbejde.
Ofte dækker en arbejdsrejseforsikring ikke langvarigt arbejde i et andet land. Derfor kan du som ansat have brug for en privat forsikring eller andre særlige aftaler.
Bedriftssundhedstjeneste i udlandet
Hvis du arbejder fra udlandet for en finsk arbejdsgiver, er arbejdsgiveren ikke forpligtet til at oprette bedriftssundhedstjenester i udlandet. Mange bedriftssundhedstjenester er dog tilgængelige på afstand, så du kan forhandle med din arbejdsgiver om, hvad din aftale om bedriftssundhedstjeneste skal indeholde.
Ud over bedriftssundhedstjenester skal du også afklare dine rettigheder i forhold til andre sundhedsydelser. Du kan læse mere på siderne om ret til sundhedsydelser i de forskellige lande.
Lønmodtagerbeskyttelse, arbejdsmiljø og ansvar
Selvom den finske lovgivning ikke specifikt nævner distancearbejde, gælder arbejdsaftaleloven, arbejdstidsloven og arbejdsmiljøloven også for distancearbejde. Disse love udgør det retlige fundament for alt arbejde, også selvom du arbejder i udlandet.
Arbejdssikkerhed i udlandet
Arbejdsgiveren er ansvarlig for din sikkerhed – også når du arbejder i udlandet. Selvom det kan være svært at sikre lønmodtagerbeskyttelsen i udlandet, er det vigtigt, at du i forvejen eksempelvis aftaler følgende med din arbejdsgiver:
- arbejdstid og tilsyn med denne
- opfølgning af resultater og mål
- praksis ved sygefravær
- datasikkerhed
- arbejdssikkerhed og tilsyn med arbejdsbelastning
Du finder yderligere information på Arbetarskyddsförvaltningens netsted.
Arbejdsredskaber og udstyr
Bemærk, at arbejdsgiveren ikke er forpligtet til at anskaffe særlige arbejdsredskaber eller særligt udstyr til distancearbejde, hvis den arbejdsplads, som anføres i ansættelseskontrakten, er arbejdsgiverens lokaler. Sørg for at aftale praksis og fordeling af eventuelle merudgifter med din arbejdsgiver, før du påbegynder distancearbejde.
Beskatning af distancearbejde
Der kan opstå en skattemæssigt kompliceret situation, hvis du udfører distancearbejde i udlandet. Skattereglerne varierer landene imellem, og det er vigtigt, at du forstår, hvor du skal betale skat af din indkomst. Du kan læse mere på siden Skati Finland.
Begrænsninger for distancearbejde
Din arbejdsgiver kan have begrænsninger i forhold til hvor meget og hvor, du kan udføre distancearbejde. Det er godt at være opmærksom på, at det ikke er alle arbejdsgivere, der tillader distancearbejde fra udlandet, selvom de tillader distancearbejde inden for landets grænser. Det kan skyldes højere udgifter, uklarheder om ansvarsfordeling eller arbejdsgiverens muligheder for at opfylde retlige krav.
Sørg for at undersøge din ret til at udføre distancearbejde, før du påbegynder arbejdet.
Etablering af fast driftssted
Hvis en arbejdstager udfører distancearbejde fra et andet nordisk land, er det vigtigt, at arbejdsgiveren finder ud af, om der bliver etableret et fast driftssted i det pågældende land. Der er en række faktorer, der afgør, om der bliver etableret et fast driftssted, herunder arbejdets varighed og type.
Hvis distancearbejderen eksempelvis tager beslutninger på virksomhedens vegne eller arbejder permanent i udlandet, kan arbejdsgiveren etablere et fast driftssted i det pågældende land. Dermed skal arbejdsgiveren betale lokale skatter, føre regnskab, rapportere og eventuelt betale moms.
Du kan læse mere om definitionen på et fast driftssted i Overenskomst mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.
OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.