Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danska.

Kørekort i Grønland

Bil i Norge
Her kan du læse om hvilke kørekort der er gyldige i Grønland, hvordan du kan tage og forny kørekort i Grønland, og hvordan du kan bytte et udenlandsk kørekort til et grønlandsk.

Du skal have et gyldigt kørekort for at køre bil, lastbil eller bus i Grønland. Det er ikke tilladt at køre motorcykel i Grønland, men knallerter og snescootere er tilladt. Det er lovpligtigt at bære hjelm ved kørsel på snescooter og knallert.

Hvilke typer af kørekort findes i Grønland?

Kørekort er inddelt i tre kategorier:

  • Kategori B - almindelig bil
  • Kategori C - lastbil
  • Kategori D - stor personbil 

Det er ikke muligt at køre motorcykel i Grønland. Knallerter kan føres af alle, der er fyldt 18 år uden krav om kørekort. 

Skal du have kørekort til snescooter?

Du behøver ikke kørekort til snescooter i Grønland. Du skal dog være fyldt 18 år for at føre en snescooter. Det gælder også såkaldte "børnesnescootere". 

Det er lovpligtigt at bruge hjelm ved snescooterkørsel. 

Hvilke krav skal du opfylde for at tage kørekort?

Hvis det er dit første kørekort, eller hvis du vil udvide dit kørekort til en ny kategori, skal du gennemføre et uddannelsesforløb til den kørekortkategori du ønsker hos en godkendt kørelærer. Dertil skal du:

  • Være 18 år eller derover
  • Have et tilpas godt fysisk helbred og have en helbredserklæring fra lægen
  • Ikke være afhængig af alkohol, euforiserende stoffer eller andre bevidsthedspåvirkende stoffer
  • Bestå en teoriprøve og en køreprøve

Hvor længe er et grønlandsk kørekort gyldigt?

Et grønlandsk kørekort er gyldigt fra du har bestået din køreprøve til du fylder 70 år. Når du fylder 70 år skal du til lægen, som vurderer om du forsvarligt kan fortsætte med at køre bil.

Efter du er fyldt 70 år gælder dit kørekort kun for kortere perioder:

  • Er du 70 år, kan du få et kørekort, der gælder fire år
  • Er du 71 år, kan du få et kørekort, der gælder tre år
  • Er du mellem 72 og 79 år, kan du få et kørekort, der gælder to år
  • Er du 80 år eller derover, skal dit kørekort fornys hvert år 

Du skal have en helbredsattest, hver gang du skal have fornyet dit kørekort.

    Sygdom

    Har du en sygdom, f.eks. epilepsi eller diabetes, der gør, at du kun har fået kørekort for en tidsbegrænset periode, skal du forny dit kørekort inden det udløber. Vil du forny dit kørekort, skal du henvende dig til din lokale politistation. Du skal medbringe:

    • En ny helbredsattest, som du får hos din læge
    • Et billede, som er stemplet af din læge
    • Dit gamle kørekort

    Kan du bruge dit grønlandske kørekort i Danmark?

    Du kan bruge dit grønlandske kørekort i Danmark på ferie. Hvis du er flyttet til Danmark, er dit grønlandske kørekort gyldigt i 180 dage efter flytningen. Derefter skal du have det ombyttet til et dansk kørekort. For at få det ombyttet skal du aflægge en kontrollerende køreprøve eller have gennemført to kørelektioner ved en dansk kørelærer.

    Grønlandsk kørekort i Norden

    Hvis du flytter til et andet nordisk land og har et grønlandsk kørekort, skal du ansøge om ombytning af kørekort i dit nye bopælsland. Der kan være forskellige regler for, hvad der skal til for at få ombyttet et grønlandsk kørekort. 

    Internationalt kørekort

    Hvis du opholder dig i lande uden for EU/EØS skal du have et internationalt kørekort. Hvis du har et grønlandsk kørekort, kan du ikke få udstedt et internationalt kørekort. Du kan derimod få et internationalt kørekort, hvis du har et dansk kørekort. For at få et internationalt kørekort skal du henvende dig til politiet og medbringe:

    • dit danske kørekort
    • et pasfoto
    • og 25 kr.

    Kan du bruge dit udenlandske kørekort i Grønland?

    Flytter du til Grønland skal du have et grønlandsk kørekort. Hvis du har et dansk kørekort eller et kørekort fra et nordisk eller andet EU-land, kan du uden videre få udstedt et grønlandsk kørekort på din lokale politistation. Du skal medbringe:

    • Dit kørekort
    • Et egnet billede
    • Den udfyldte ansøgningsblanket

    Det koster 200 kr. at få udstedt et grønlandsk kørekort.

    Er dit kørekort ikke fra et EU-land, skal du muligvis have en lægeerklæring og til en orienterende køreprøve, før du kan få et grønlandsk kørekort. Det kan din lokale politistation fortælle dig mere om.

    Spørg Info Norden

    Hvis du har spørgsmål, kan du udfylde vores kontaktformular.

    OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

    Info Norden er upplýsingaþjónusta Norrænu ráðherranefndarinnar. Við gefum upplýsingar til fólks sem vill flytja, vinna, stunda nám, leita styrkjum eða hefja rekstur í öðru norrænu landi.
    Leitaðu að skrifstofu Info Norden hérna