Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Dansk.

Ekstraordinært mange indstillinger til Nordisk Råds Miljøpris 2020

05.06.20 | Nyhet
Bees
Fotograf
Boris Smokrovic
Borgerne i Norden har været ved tasterne og indstillet et rekordstort antal projekter til Nordisk Råds miljøpris: 112 indstillinger fordelt på 72 initiativer. Nu er det op til bedømmelseskomitéen at udvælge finalisterne.

Som den eneste af Nordisk Råds priser kan alle indstille kandidater til miljøprisen, og den mulighed har ekstraordinært mange gjort brug af i år. Nordisk Råd har modtaget 112 forslag til i alt 72 forskellige initiativer. Hvilke af de 72 projekter der også løber med en nominering afsløres d. 4. september 2020.

Temaet for Nordisk Råds miljøpris i 2020 er biodiversitet og fokuserer på biologisk mangfoldighed som en kilde til velfærd og en forudsætning for vores eksistens. Det er således bedømmelseskomitéens arbejde at udvælge de initiativer, der gør en særlig indsats for at værne om mangfoldigheden i vores natur.

 

Formand for bedømmelseskomitéen Elva Rakel Jónsdóttir siger: "Vi har i år modtaget flere indstillinger end vi plejer, så noget tyder på at årets tema, biodiversitet, har rørt de nordiske borgeres grønne hjerter. I Norden har vi altid haft et nært forhold til vores natur og en stor respekt for vores afhængighed af den. Forudsætningen for at opretholde naturens balance, og dermed vores livsgrundlag, er biodiversitet. Uanset om det handler bevaring af urørt skov eller byplanlægning." 

Om årets tema: Biodiversitet

Nordisk Råds miljøpris 2020 skal fremme fremtidsrettede og innovative initiativer, som sikrer en mere righoldig natur for vores fælles fremtid. Årets pris fokuserer på biodiversitet som en kilde til velfærd og en forudsætning for vores eksistens.

Ifølge FN’s Naturpanel (IPBES) har tabet af biologisk mangfoldighed og naturens økosystemer aldrig været større, end det er nu. Forarmningen af naturen er også en trussel mod vores velfærd.

Områder med mange arter og habitater er bedre rustet til at tilpasse sig klimaforandringerne. Mange og forskellige bestøvere er en vigtig forudsætning for vores fødevareproduktion. Biodiversitet i vores livsmiljø gavner vores helbred.

Naturen i de nordiske lande er smuk, og vi har en lang tradition for at værne om den. Men med den globale opvarmning og artsforarmningen er det, vi gør i dag, ikke nok til at værne om biodiversiteten. Både naturlige miljøer og bebyggede områder kræver innovative og effektive løsninger, som kan øge mangfoldigheden af gener, arter og habitater, og visse steder er der endda behov for nye økosystemer.

Årets miljøpristema afspejler og understøtter FN’s verdensmål 14 og 15 om livet i havet og på land.

Årets 72 indstillinger er med til at give os et værdifuldt indblik i de mange forskelligartede initiativer rundt om i Norden, der arbejder aktivt med biodiversitet. Vi i bedømmelseskomitéen ser utroligt meget frem til at dykke ned i de mange indstillinger, og ikke mindst fremhæve de allermest nyskabende og innovative miljøprojekter, når vi offentliggør vores nomineringer d. 4. september. 

Formand for bedømmelseskomitéen, Elva Rakel Jónsdóttir

De nominerede til prisen offentliggøres d. 4. september og vinderen offentliggøres under Nordisk Råds session på Island til oktober.

 

Om Nordisk Råds miljøpris: Prisen tildeles hvert år en nordisk erhvervsvirksomhed, organisation eller person, som på forbilledlig vis har formået at integrere hensynet til natur og miljø i sin virksomhed eller i sit virke, eller på anden måde har udøvet en ekstraordinær indsats for natur og miljø.