Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Kontrolprojekt: 71% af produkter købt online bryder kemikalielovgivningen

07.05.25 | Nyhet
dropshipping raport
Fotograf
Kateryna Hliznitsova/Unsplash
En ny rapport fra Nordisk Ministerråd viser, at en stor andel af de produkter der sælges på online platforme som fx Temu og Shein ikke overholder de gældende krav til miljø, sundhed eller sikkerhed. Situationen er på dagsordenen til klima- og miljøministrenes møde på torsdag.

Det nordiske kontrolprojekt viser, at 71% af de 210 kontrollerede produkter ikke ikke lever op til kravene i EU’s kemikalielove. Projektet har kontrolleret 7 højrisikovaregrupper og værst står det til med elektronisk legetøj, der har en overtrædelsesgrad på 81%. 

Udover forskelle i overtrædelsesgraden blandt varegrupperne, viser undersøgelsen også, at risikoen for at købe vare med farlig kemi stiger afhængig af typen af onlinebutik, man handler i. De kontrollerede produkter er købt på tre forskellige typer af onlineplatforme. På markedsplatforme som Amazon, Temu, og Etsy er overtrædelsesgraden 64% mens den for webshops med eget varelager ligger på 59%. For dropshopping-butikker, som er en webshoptype uden eget varelager, men hvor produkterne i stedet sendes direkte fra leverandøren til kunden, er overtrædelsesgraden helt oppe på 87%. 

Rapporten peger på, at det er nødvendigt at øge kendskabet til kemikalielovgivningen blandt e-handelsaktører, og understreger også behovet for skærpede kontrolforanstaltninger. 

På agendaen hos ministrene

Dan Koivulaakso, afdelingschef for vækst og klima i Nordisk Ministerråd, ser frem til ministrenes drøftelse af udfordringerne med nethandel under årets første møde med de nordiske miljø- og klimaministre.

"Det er en af målsætningerne for det nordiske samarbejde på klima- og miljøområdet, at vi både skal støtte indfasningen af en mere cirkulær økonomi og bidrage til at reducere brugen af farlige kemikalier og globalt og i vores egen region. Det kan et bedre greb om nethandlen bidrage til, ligesom det vil sikre de nordiske forbrugere", siger han.

Om kontrolprojektet

  • Det nordiske kontrolprojekt er bestilt at den nordiske arbejdsgruppe for kemikalier (NKE) og udført af Sveriges kemikalieinspektion KEMI i samarbejde med Finlands Sikkerheds og kemikalieværk Tukes, Kemikalieinspektionen i Miljøstyrelsen i Danmark og Miljødirektoratet i Norge. Projektet er finansieret af Nordisk Ministerråd.
  • Undersøgelsen fokuserer på højrisikoprodukter som billige elektroniske apparater og bløde plastprodukter, og tegner derfor ikke et billede af alle produktgrupper solgt på onlineplatforme. 
  • 155 af de undersøgte produkter var produceret i Kina. I 67 tilfælde var produktionslandet ukendt og det er derfor muligt, at de også var fremstillet i Kina. 
  • Projektet kontrollerede overtrædelser inden for en række lovgivninger herunder RoHS-direktivet, REACH, POP-forordningen og direktivet om sikkerhedskrav i legetøj. 
  • Projektet kontrollerede produkter indenfor følgende kategorier: 
  1. Smykker
  2. Elektroniske produkter
  3. Tøj
  4. Elektronisk legetøj
  5. Sport og fritid
  6. Legetøj
  7. Generelle brugsartikler (fx. badeforhæng og indpakning)