Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Støtte til Ukraine præger årets første møde i Nordisk Råd

24.02.26 | Nyhet
Fotograf
Eric Gross

Nordiska rådet under sine møder i Roskilde den 23.–24. februar. På billedet Roskilde Domkirke, som rådet besøgte i forbindelse med samlingen.

Årets første møde i Nordisk Råd blev afholdt i Roskilde på fireårsdagen for Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. Dagen blev markeret med en støtteerklæring fra rådet og med besøg af Ukraines viceambassadør i Danmark, Valeriy Kravchenko.

Ved mødemiddagen gav viceambassadøren en status på situationen i det krigshærgede land og takkede for den vedvarende nordiske opbakning.

12 års krig og fire års fuldskala aggressionskrig har givet os en erfaring med modstandskraft, som ingen allieret besidder. Det, vi lærer, får Europa brug for. Og vi er klar til at dele det — for dette er ikke Ukraines krig alene.

Valeriy Kravchenko, viceambassadør for Ukraine i Danmark

Formand for den danske delegation i Nordisk Råd, Lars-Christian Brask, genbekræftede den fortsatte nordiske støtte:

”Nordisk Råd gentager sin stærke fordømmelse af Ruslands fuldskalainvasion af Ukraine. Vi står urokkeligt bag Ukraines territoriale integritet, suverænitet og befolkningens ret til selv at bestemme over sin egen fremtid. Nordisk Råd har i snart 75 år stået vagt om demokrati, folkeret, menneskerettigheder og fred. Vi udtrykker vores stærkeste støtte til bestræbelser på at sikre en retfærdig og varig fred i Ukraine.”

Læs Nordisk Råds præsidiums udtalelse i anledning af fireårsdagen her: Fire år siden invasionen – fortsat stærk nordisk støtte til Ukraine.

Sikkerhed, klima og velfærd på dagsordenen

Februarmødet markerer samtidig starten på det politiske arbejdsår. I præsidiet og de fire udvalg blev en række aktuelle sager drøftet med betydning for det videre samarbejde for de nordiske parlamentarikere.

  • Præsidiet havde sikkerhed og beredskab på dagsordenen – et centralt fokus i det finske og ålandske præsidentskabsprogram. Præsidiet diskuterede også rapporten om opdateringen af Helsingforsaftalen med rapportens forfatter samt internationale spørgsmål, herunder situationen i Grønland og fortsat støtte til Ukraine.
     
  • Udvalget for et Holdbart Norden satte fokus på, hvordan byggeriet – en af de mest klimabelastende sektorer – kan omstilles i en mere bæredygtig retning. Udvalget drøftede desuden, hvordan nordiske forbrugere bedre kan beskyttes mod greenwashing, blandt andet med afsæt i et oplæg fra Svanemærket.
     
  • Udvalget for Velfærd i Norden behandlede et forslag om styrket nordisk samarbejde mod vold i nære relationer. Emnet vil også være på dagsordenen, når Nordisk Råd deltager i FN’s kvindekommission, CSW70, i marts.
     
  • Udvalget for Vækst og Udvikling i Norden fik besøg af KPMG, der orienterede om den pensionsrapport, som fremlægges på temasessionen i april. Udvalget drøftede desuden den nordiske skatteaftale samt et forslag om bankoverførsler og betalingsløsninger på tværs af landene.
     
  • Udvalget for Kundskab og Kultur i Norden havde besøg af Danmarks kulturminister Jakob Engel-Schmidt, som drøftede det nordiske kultursamarbejde, samt af Gunn Hernes, der redegjorde for den økonomiske situation for Nordens Hus på Færøerne. Udvalget fremsatte samtidig et nyt forslag om at styrke og formalisere samarbejdet om friluftsliv med særligt fokus på børn og unge.

De forslag, der blev behandlet i Roskilde, går nu videre til behandling på Nordisk Råds temasession i Oslo den 16.–17. april eller på sessionen i Helsinki i uge 44.