Norden inddrager kunst og kultur i den grønne omstilling på COP28

01.12.23 | Nyhed
Kultur arena
Photographer
Linnéa E Svensson
Det nordiske samarbejde sætter kunst og kultur på dagsordenen på FN’s klimatopmøde, COP28, i Dubai. På den nordiske pavillon vil der være debatter om kunstens rolle i den grønne omstilling, kulturarvens sårbarhed og behovet for uafhængig klimajournalistik. Derudover vil Jessie Kleemans videoværk ‘Arkhticós Dolorôs’ blive vist flere gange.

Mellem den 1. og den 11. december er den nordiske pavillon på COP28 vært for mere end 70 events, som spænder over paneldebatter, workshops og rapportlanceringer. For første gang inkluderer programmet også debatter og events med fokus på kunst og kultur.

Alle debatter og diskussioner livestreames, så alle har mulighed for at deltage, uanset hvor i verden de er.

Rapportering af klimaændringer: Journalistik, når det virkelig brænder på

Paneldebat: 6. december klokken 17.15 til 18.00 (UTC+4)

Rapporter fra FN viser, at den grønne omstilling forsinkes af misvisende og vildledende oplysninger om klimaændringer.  Der er et presserende behov for uafhængig klimajournalistik, som kan undersøge og formidle, hvordan klimaændringer påvirker lokalsamfund og kloden som helhed, og hvad vi kan gøre for at tilpasse os.  

Ved denne event ser vi nærmere på journalisters, lokale mediers og forskeres rolle i forhold til klimaemner og behovet for en fælles strategi om klimaforandring for at bekæmpe klimavildledning. 

Kom og hør unge miljøjournalisters og UNESCO’s eksperter fortælle om deres erfaringer med at bekæmpe klimavildledning og engagere nye generationer. UNESCO er medværter for denne event.

Talere: Gabriela Ramos, UNESCO; Meral Jamal, uafhængig journalist; Kristjan Burgess, Freedom of Expression Unit, UNESCO; Sara Tingström, WWF Sweden Youth, Malene Nielsen, UNESCO.

Ingen transformation uden fantasi: Kunstens og kulturens kraft i den grønne omstilling

Paneldebat: 6. december klokken 18.15 til 19.00 (UTC+4)

Kunst og kultur er centrale drivkræfter for den grønne omstilling. Kunstnere og kreative kræfters perspektiver og viden om kulturarv giver muligheder og redskaber til at forstå vor tids helt store udfordringer såsom klimakrisen. 

Kreativitet og fantasi er helt afgørende for udviklingen af innovative løsninger, som sikrer en retfærdig og inkluderende omstilling. 
Gør os selskab til denne inspirerende event, hvor vi ser nærmere på sammenhængen mellem kultur og klima. 

Talere: Jessie Kleemann, performancekunstner og digter, Rodion Sulyandziga fra IWGIA, Gunn-Britt Retter fra Samerådet, Louise Lindén fra LiveGreen i Sverige, Solveig Korum fra Kulturdirektoratet i Norge.

Jessie Kleemann: Videoværk på pavillonen

Det glæder os at kunne fortælle, at videoværket ‘Arkhticós Dolorôs’ (Arktisk smerte) af den anmelderroste kunstner og digter Jessie Kleemann (Grønland) vises på den nordiske pavillon.

Videoværket vises hver dag hele den første uge på COP28 fra den 1. til den 6. december klokken 13.00 til 13.30 (UTC+4).

Jessie Kleemann, som netop har afsluttet sin anmelderroste soloudstilling ‘Tiden løber løber tiden’ på Statens Museum for Kunst, deltager også i paneldebatten om kunstens rolle for den grønne omstilling.

Jessie er kunstner og digter og kommer fra Upernavik i Grønland. I dag bor og arbejder hun i København. Jessie har skabt videokunst, skulpturer, kunstinstallationer og liveoptrædener og spillet med i adskillige teateropsætninger i Grønland.

Læs mere